Akvarellen ’Meules de blé’ af den hollandske kunstner Vincent van Gogh er blevet solgt for 35,86 millioner dollars på en auktion i New York.
Det fremgår af auktionshuset Christie’s hjemmeside.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters er beløbet, der svarer til omkring 232 millioner danske kroner, en rekord for en akvarel af kunstneren.
Værket blev solgt for et højere beløb end de 20 til 30 millioner dollars, som det var estimeret til ifølge Christie’s.
’Meules de blé’ viser kornneg, sat op i stakke i den franske by Arles, hvor van Gogh levede i mere end et år i 1880’erne.
Han anses for at være en af kunstens største og mest indflydelsesrige malere, selv om han ikke oplevede stor kommerciel succes, da han var i live.
Efter hans død i 1890 kom van Goghs bror, Theo van Gogh, til at eje ’Meules de blé’.
Efter at værket havde haft flere ejere, blev det beslaglagt af nazistiske styrker under Anden Verdenskrig, hvor Frankrig var et af de lande, som nazisterne besatte.
Efter krigen var det indtil 1970’erne uklart, hvor værket befandt sig. Det var i private hænder, indtil auktionshuset Christie’s købte det gennem en aftale med samleren og arvinger til de oprindelige ejere.
Ritzau
fortsæt med at læse
Van Gogh hyldes med udstilling i kæmpe indkøbscenter. Men ingen af værkerne er til stede
-
Hacker kopierer kunst for milliarder: Her kan du købe malerier af Picasso og Van Vogh for en brøkdel af prisen
-
»Vi er taget på nogle ture på bordellerne«: Van Gogh og Gauguins brev om vilde udskejelser er solgt for millionbeløb
-
Van Gogh var begejstret for endelig at blive anerkendt og rost: Rørende brev til kunstkritiker er solgt for en formue







