Gustav Piekuts debutalbum for to år siden var en komplet overbevisende fortolkning af Beethovens 33 heftige ’Diabelli-variationer’, og denne lørdag stod den på komponistens store 5. klaverkoncert, den såkaldte ’Kejserkoncert’, som over 40 minutter kommer rundt i de fleste hjørner af sjælelivet. For mig var lørdag – med Copenhagen Phil i et tripleprogram med Carl Nielsens 6. symfoni og den jævnaldrende Anna Egholm i Beethovens violinkoncert – første gang, jeg hørte ham som solist med et professionelt orkester, og det var meget overrumplende.
Et var, at han kunne skabe fokus og interesse for de enkelte toner i det bryske, mandhaftige Beethovenlandskab med heftige klodser af akkorder rundt på hele klaveret og et uendeligt antal skalaløb. Han kunne også få den sarteste, klangrige klavermusik til at dukke op og give poesi og luft. Han har et virkelig interessant anslag, som han kunne variere i det uendelige.











