Identitetspolitik. Woke-kultur. Antiracisme. Feminisme. Postkolonialisme … I 2021 blev den kulturelle kampplads, vi er ved at bygge til hinanden, større. Større, fordi flere er med i kampen. Og større, fordi kampen fylder mere. Fylder næsten det hele?
En status for 2021 må derfor også være fyldt med spørgsmål om repræsentation og identifikation. Med det, som af nogen kaldes kulturkrigen. Spørgsmålet om identitet er totalt definerende for vores tid.
Forleden var jeg for eksempel inviteret til at tale om begrebet cancel culture – aflysningskultur – med en museumsdirektør til et lukket arrangement. Et af tidens kontroversielle spørgsmål.
Jeg forsøgte at sætte nutidens angstprægede monumentdiskussion i perspektiv med en række historiske eksempler på aflysningskultur – til dels for at sige: Så farligt er det altså heller ikke, når monumenter fjernes fra eller skifter position endsige status i det offentlige rum, sådan som det er sket med konføderationsgeneraler til hest i Richmond, Charlottesville og sågar Washington i år. Oprydning i symboler er sket før. Det kommer til at ske igen.
Et eksempel var dengang, da den franske republik efter revolutionen sløjfede det gamle kalendersystem og den gamle tidsregning og indførte decimaltid og startede forfra fra år romertal 1 med nye og poetiske navne til månederne. Ud med den gamle tidsregning, ind med en ny. Det holdt ikke så længe. Dagen havde 10 timer. Det var svært at forklare sine nabolande, som var af den opfattelse, at den stadig havde 12.
