Nuancerne har det med at forsvinde, når bølgerne går højt, og det gør de i mange af tidens heftige diskussioner, men litteraturen er ikke sådan at tøjle, selv om der findes sekterikere, som vil underkaste den forbud og påbud. F.eks. at det kun er folk med en bestemt baggrund, der må skrive om visse emner. Langt ude. Litteraturen er stadig et frirum, hvor alt kan ske, og chancen for at blive modsagt på en intelligent måde er større end i medierne.
Mangfoldigheden til trods er der klare tendenser, og en af dem er, som ingen kan have undgået at bemærke, den skærpede opmærksomhed på køn, men også det tema behandles utrolig forskelligt. Tag f.eks. norske Geir Gulliksen, som med ’Den jeg skulle blive’ har skrevet årets på en gang sjoveste og sørgeligste roman om den moderne mand. Han erkender, at seksualitet er flydende, og kaster sig ud på dybt vand, fordi han ikke længere gider skulle leve op til den dybt kedsommelige manderolle, kvinderne altid placerer ham i.
