Som 11-årig begyndte sangeren Billie Eilish at se porno. Nu fraråder hun i et radiointerview andre børn og unge at gøre som hende.

Billie Eilish langer ud efter pornoindustrien: Det ødelagde mig og gav mig mareridt

Billie Eilish fotograferet i Los Angeles tidligere på måneden. Foto: Valerie Macon/Ritzau Scanpix
Billie Eilish fotograferet i Los Angeles tidligere på måneden. Foto: Valerie Macon/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den verdensberømte sanger Billie Eilish vil ikke have, at hendes unge fans begår samme fejl som hende selv.

Som 11-årig så hun porno, der både var »voldelig« og havde karakter af overgreb. Det betød, at hun ikke sagde fra over for ting, der ikke var okay, da hun senere selv begyndte at have sex med andre.

»Fordi jeg troede, at det var dét, jeg burde være tiltrukket af«, siger den nu 19-årige superstjerne i radioprogrammet ’The Howard Stern Show’, som citeres af BBC.

I programmet fortæller hun også, at hun i dag bliver »knust«, når hun tænker tilbage på den porno, hun så. Det »ødelagde« hendes hjerne og gav hende mareridt i en tidlig alder, siger hun.

Helt forkert fremstilling af kvinders seksualitet

Billie Eillish har, siden hun i 2017 brød igennem med sin første single, brugt sine teenageår i offentlighedens søgelys. Med to album i bagagen er hun på få år blevet et generationsikon og en af tidens helt store popstjerner. Og hun har ikke mindst gjort sig bemærket ved at tale om og gøre op med idealer for kvinders udseende og seksualisering af kvindekroppen.

I interviewet i ’The Howard Stern Show’ kalder Billie Eilish porno for »en skændsel« og kritiserer den måde, porno fremstiller kvindekroppen og kvindelig seksualitet på.

»Jeg forstod ikke, hvorfor det var en dårlig ting – jeg troede, det var sådan, du lærte at have sex«, siger hun. Men i dag er hun altså blevet klogere. Hun er nu bevidst om, at det er et »reelt problem«, at porno kan skævvride forståelsen af, hvad der er normalt under sex – blandt andet når det kommer til samtykke, fortæller sangeren.

Frederikke Amalie Albrechtsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her