Betty White døde mindre end tre uger, inden hun ville være fyldt 100 år.

Betty White er død: »Selv om Betty var næsten 100, havde jeg troet, at hun ville leve for evigt«

»Det er utroligt, at jeg stadig er i denne branche, og at I stadig kan holde mig ud«, sagde Betty White, da hun i 2018 blev hædret med en Emmy for sin lange karriere.  Foto: Robyn Beck/Ritzau Scanpix
»Det er utroligt, at jeg stadig er i denne branche, og at I stadig kan holde mig ud«, sagde Betty White, da hun i 2018 blev hædret med en Emmy for sin lange karriere. Foto: Robyn Beck/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Hun var et ikon på amerikansk tv og nåede at have en aktiv karriere, der spændte over ikke mindre end otte årtier.

Men nytårsaftensdag døde Betty White i en alder af 99 år - mindre end tre uger inden, hun ville være fyldt 100 år.

Det meddeler hendes agent og nære ven, Jeff Witjas, til magasinet People fredag.

»Selv om Betty var næsten 100, havde jeg troet, at hun ville leve for evigt«, siger han.

Betty White er kendt af de fleste amerikanere fra tv-serier som ’The Mary Tyler Moore Show’ og ’The Golden Girls’, som på dansk fik titlen ’Pantertanter’.

I en alder af 92 år spillede hun med i serien ’Hot in Cleveland’, da den havde sin sidste sæson i 2014.

I løbet af de mange årtier, hun var at finde på skærmen, blev hun hædret med flere Emmy-statuetter.

Den seneste af dem fik hun i 2018, hvor hun modtog en pris for sin lange karriere.

»Det er utroligt, at jeg stadig er i denne branche, og at I stadig kan holde mig ud«, sagde hun, da hun modtog hæderen for tre år siden.

Begyndte karrieren i 30’erne på radio

White begyndte karrieren i 1930’erne inden for radio. I 1939 fik hun sin debut på tv, hvor hun sang på en tv-kanal i Los Angeles.

I de årtier, der fulgte, blev hun et af de mere velkendte ansigter på skærmen med optrædende i både serier, quizprogrammer og andet.

Men det var ’The Mary Tyler Moore Show’, hun for alvor blev kendt for.

I en underholdningsbranche, der oftest hylder de unge, var Betty White en undtagelse. Hun var en stor stjerne, da hun var i 60’erne, og blev et fænomen og ikon i popkulturen, fra hun var i 80’erne og frem til sin død fredag.

Betty White havde blandt andet danske og græske aner. Hendes farfar var dansk og hendes morfar græsk.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her