Modviljen mod at nævne folks alder i f.eks. interviews skaber nye tabuer og vil betyde, at alt, hvad vi hører, ankommer uden den vigtige kontekst, skriver Michael Bo i denne klumme.

Michael Bo: Jeg er 61 år. Det siger ikke alt, men det siger virkelig meget om mig

Så  nære var de engang, popsangerne Justin Timberlake og Britney Spears, dengang for 20 år siden. Giver deres musik i dag overhovedet mening, uden at man kender deres historie og dermed deres alder?  Foto: Fred Prouser/Ritzau Scanpix
Så nære var de engang, popsangerne Justin Timberlake og Britney Spears, dengang for 20 år siden. Giver deres musik i dag overhovedet mening, uden at man kender deres historie og dermed deres alder? Foto: Fred Prouser/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Fremover skal man måske slet ikke angive sin alder i jobansøgninger for at imødegå aldersdiskrimination fra arbejdsgivers side. Ugebladet ALT for damerne bekendtgjorde forleden, at de ikke længere vil skrive alderen på dem, de interviewer, undtagen i særlige tilfælde, »ud fra den betragtning, at alder ikke skal være et stempel og et uhensigtsmæssigt sammenligningsgrundlag«.

Det er jo alt sammen honnette ambitioner, men har vi virkelig brug for mere uldenhed i fortællingen om os mennesker, flere udeladelser og høflige eufemismer? Endnu flere tabuer?

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her