Selv om den debuterende instruktør Megan Parks fremragende coming of age-drama ’The Fallout’ handler om et skoleskyderi, minder den mig mest om Jason Reitmans lune ’Juno’ (2007), der er en moderne evergreen inden for genren.
Man skal fratrække ’Juno’s tidstypiske særlingehumor for at se ligheden. Hos Megan Park er der ingen Michael Cera med kikset Björn Borg-tøj i candy color. Heldigvis, den hyperstiliserede Wes Anderson-agtige humor synes forældet i dag, hvor ungdommelig weltschmertz fremstår afklædt, rå og dødsens alvorlig i en tid, hvor klimakrise, MeToo, Black Lives Matter, pandemisk adskillelse og politisk splittelse kradser i de unges øjne fra morgenstunden.








