Hvis man har benene til det, skal man gå i lange røde lakstøvler.
Og har man ikke idealstængerne til den slags, skal man give pokker i det og gøre det alligevel. Det er i kort begreb den overordnede pointe med musicalen ’Kinky Boots’, der fejrer retten til at være den, man har lyst til at være, på sprudlende og livgivende vis. Men nedenunder gemmer der sig faktisk indtil flere andre historier: om fædres forventninger til deres sønner, om, hvad der er korrekt kønsmæssig adfærd, om forventningsafstemning i parforhold og om kærlighed.








