Hvordan kunne man bedst stikke og prikke til borgerskabet? I 1937 byggede arkitekt og provocateur extraordinaire Poul Henningsen på Brogårdsvej 72 i Gentofte et hus af simple, præfabrikerede betonbyggesten, tagpap, jernvinduer og jerndøre. Intet lir eller blær, men et materielt opgør med tidens konventioner. Med PH’s egne ord udgjorde huset »et af Gentoftes grimmeste huse«.
Inde bag den rå facade indrettede han sig også vovet. I soveværelset dekorerede han nemlig både vægge og lofter med et tapet, som han havde fået sin ven, kunstneren Albert Naur, til at designe. Motivet var nøgne damer i orangerøde farver, der dannede mønstre og fyldte hele rummet, som var det en boudoirboks.
For nylig kom damerne så til syne igen – på bagsiden af et stort, indbygget skab under en større restaurering af det gamle hus. Det skriver Realdania By & Byg, som har doneret tapetet til Nationalmuseet.
I resten af soveværelset var det mere end 85 år gamle tapet forsvundet bag andre lag tapet, og først da Realdania By & Byg i 2014 købte huset og satte gang i en omfattende restaurering, dukkede det op igen. Nu er det blevet nænsomt restaureret af Nationalmuseets papirkonservatorer, og efter at tapetet har været lagt på ruller og frosset ned i flere år for at stoppe angreb af skimmelsvamp og skadedyr, vil det i fremtiden igen kunne nydes.
Nationalmuseet har nemlig fået et større stykke af tapetet foræret og vil nu opbevare det forsvarligt på magasin, så det kan indgå i udstillinger, danne grundlag for forskning og bruges til formidling af perioden og dansk tapethistorie og som en tilføjelse til historien om PH.
PH’s hus blev fredet i 1995 og indgår i dag i Realdania By & Bygs samling af historiske ejendomme. Soveværelset er nu igen tapetseret med damer i en nyproduceret udgave skabt på baggrund af den lille rest bag skabet.
fortsæt med at læse








