Der skete et eller andet med danske barer og spisesteder i 1990’erne. Gamle brune værtshuse blev ombygget til strømlinede steder med bare gulve, helt hvide vægge og intet nips. Ud røg de store plakater for Tuborg og Carlsberg. Gardinerne blev revet ned. Gulvtæpperne flået af, og de brune kromøbler blev afløst af lettere versioner – ofte med stålben, lakerede overflader eller måske i lyst træ. Hyggen blev nedtonet og afløst af rå trægulve, hvide vægge og kun det allermest nødvendige inventar.

Det var en befrielse, for det virkede ofte, som om både gulvtæpper, gardiner og tapeter var så fyldt med snavs og fedt, at man ville få en sygdom, hvis man rørte ved dem.