H.C. Andersen kunne ikke gå forbi et spejl uden at se sig selv deri, hedder det. Med udgangspunkt i forfængelighedens rum i det nye H.C. Andersen Museum i Odense skriver Thomas Bredsdorff om eventyrdigteren, der havde totalt styr på det at blive set.
H.C. Andersens begravelse var en af de største dage i hans liv, han ville have nydt at være til stede. Københavns Domkirke stopfuld, kisten så monstrøs, at der kunne hænge kranse i to etager på siden af den.
En tegners reportage fra begravelsen ligger på et bord. Ovenover er bygget en kasse med et hul i. Læner man sig ind over hullet, ser man det prægtige skue. Når man retter sig op igen, ser man – sig selv. Kassens låg viser sig at være et spejl.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nu1
2
3
4
5
6
© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her
