Valkyrien Brünnhilde ligger i tornerosesøvn på en klippe omsluttet af flammer. Det er straffen for hendes ulydighed over for sin far, overguden Wotan, der på denne måde har gjort hende til bytte for den første mand, der tør gå gennem ilden.
Sådan forlod publikum Brünnhilde, da operaen ’Valkyrien’ sluttede i Musikhuset Esbjerg for fem år siden. Sådan genser vi hende nu, hvor produktionen af Wagners ’Ring’ i Esbjerg er nået til den tredje af de fire dele, der udgør Wagners mere end 15 timer lange fortælling om guder, helte, dværge og kæmper. Projektet lød hovedløst, men har vist sig at køre fantastisk.







