Norsk fiskemilliardær åbner spektakulært videnscenter om bæredygtigt fiskeopdræt på Hardangerfjorden i Norge.

Norsk fiskemilliardær indvier spektakulært flydende fiskeøje

Foto: Marit Hommedal/Ritzau Scanpix
Foto: Marit Hommedal/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Der er bogstavelig talt tale om flydende formidling i Hardangerfjorden på Vestlandet i Norge, hvor fiskerivirksomheden Eide Fjordbruk forleden afslørede byggeriet Salmon Eye. Et nyt videnscenter om bæredygtigt fiskeopdræt, formet som et gigantisk sølvglinsende lakseøje, der ligger ude på vandet.

Fiskeøjet er 30 meter i diameter, vejer mere end 1.250 tons og har indvendigt 4 etager. Nogle af dem ligger under vandoverfladen, og lakseøjet er bygget til at kunne modstå 4 meter høje bølger.

Det sølvglinsende lakseøje blev afsløret i fredags, hvor den norske popstjerne Sigrid sammen med sit band fejrede åbningen med en koncert afviklet i øjets pupil, skriver NRK.

Den nye turistattraktion kan kun besøges med båd. Ifølge aquaculturemag.com er der tale om verdens største flydende vandkulturinstallation, som man kan gå rundt inden i. Designfirmaet bag fiskeøjet er danske Kvorning Design.

Selv betegner Eide Fjordbruk det som både en kunstinstallation og et formidlings- og læringscenter, hvor man kan orientere sig i fremtidens bæredygtige fiskeopdræt og få input til en »faktabaseret diskussion« om fødevareproduktion i havet.

En af 49 fiskemilliardærer

I tre generationer har familien Eide drevet fiskebrug på Vestlandet i Norge. Manden, der har udtænkt og finansieret Salmon Eye, er Sondre Eide, der i 2018 som 28-årig tog over som administrerende direktør for sin families virksomhed, da hans far, Knut Frode Eide, døde.

Knut Frode Eides enke, Randi Herre Eide, er bestyrelsesformand og står hos det norske medie Kapital opført som en af Norges 400 rigeste og som en af de 49 nordmænd, der er blevet milliardærer på fiskeri i Norge.

Og godt nok satte norsk fiske- og skaldyrseksport ny rekord i første halvår af 2022. Men ifølge NRK ligger Salmon Eye i et område, som de norske myndigheder tidligere på sommeren definerede som en rød zone.

Problemet med lakselus og undslupne opdrætsfisk er nemlig så stort, at opdrætterne er blevet pålagt at reducere deres produktion med 6 procent. Den norske højesteret afviste i sidste uge en anke fra branchen, der havde sagsøgt staten, skriver NRK.

Med til åbningen af øjet forleden var også den norske fiskeriminister, Bjørnar Skjæran, som ifølge NRK kaldte byggeriet spektakulært og understregede, at fisk og skaldyr er den næststørste eksportindustri i Norge.

»Men det er vigtigt for branchens omdømme at formidle, hvad havbrug er, og hvordan man arbejder for at øge bæredygtigheden«.

Lotte Thorsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her