På en lørdag, hvor septembers himmel var lige så blå som i sangen, blev en lille dreng født på Herlev Hospital. Det er mig, der er faren, og jeg og drengens mor var de næstsidste nogensinde på den Poul Gernes-farvede fødegang. Næste dag flyttede hele afdelingen til nyindviede bygninger.

Nu er der snart gået et halvt år, og forårshimlen begynder at blåne, mens den lille dreng får sin første tand. Og jeg mærker, at der ikke er noget som en ny generation, der kan få den gamle til at gå i barndom. Det er, som om min egen barndom træder endnu tættere på, i takt med at den lille dreng tumler længere ind i sin.