Dystopier er spændende, når visionen om et forfærdeligt fremtidssamfund stadig er fjern. Det var sjovt engang at læse Orwells ’1984’. Indtil overvågningssamfundet begyndte at materialisere sig.
Den canadiske forfatter Margaret Atwoods roman ’The Handmaid’s Tale’ fra 1980’erne var et kuldslået gys, da den i 2000, længe inden tv-serien kom, havde urpremiere på Det Kongelige Teater i den danske komponist Poul Ruders’ nutidige operaversion. Dengang sang de også om, at højreekstremister havde myrdet kongressen i USA og indført diktaturrepublikken Gilead, hvor kvinder, der var blevet skilt eller havde fået en abort, måtte iføre sig røde uniformer og indordne sig under et kristent-fundamentalistisk rædselsregime. Siden er vi kommet uhyggeligt meget tættere på.
