En streg på et lærred kan være svær at vurdere for det ukyndige øje.
Men også for fagkyndige kan det undertiden være en udfordring at bestemme, hvordan et kunstværk skal vende.
Ophængning af kunstværket ’New York City I’ af den hollandske maler Piet Mondrian er et eksempel på en vurdering, der er slået fejl. Det skriver BBC.
Så snart jeg pointerede det for de andre kuratorer, gik det op for os, at det var meget tydeligt
Med 75 år på bagen har værket haft hjemme på forskellige gallerier, hvor det altid er blevet placeret på hovedet.
Det mener kurator Susanne Meyer-Büser, som opdagede fejlen tidligere på året under en udstilling på kunstmuseet Kunstsammlung NRW i Düsseldorf, hvor værket har været udstillet siden 1980.
»Fortykkelsen af gitteret skal være øverst som en mørk himmel«, siger Susanne Meyer-Büser til BBC.
»Så snart jeg pointerede det for de andre kuratorer, gik det op for os, at det var meget tydeligt. Billedet hænger højst sandsynligt den forkerte vej«.
Teorien understøttes af andre forhold.
Det fortykkede gitter er nemlig øverst på værket ’New York City’, som er det værk, der går forud for Piet Mondrians ’New York City I’.
Desuden er der fundet et gammelt billede fra hollænderens studie, bragt i et amerikansk livsstilsmagasin tilbage i 1944, hvor de fortykkede streger vender opad.
Desværre kan teorien ikke bekræftes endeligt, da kunstneren gik bort i 1944.
Fremover vil værket fortsat hænge omvendt, så man undgår, at det beskadiges.
»Det tape, der støtter maleriet, er allerede ekstremt løst og tyndslidt. Så hvis man vender billedet nu, vil tyngdekraften trække det i den anden retning. Og nu er det i øvrigt en del af værkets historie«, siger Susanne Meyer-Büser til The Guardian.
fortsæt med at læse








