For mange er det Händels ’Messias’. Hvis da ikke det er Bachs ’Juleoratorium’. Men for denne anmelder gik det for et par år siden stille og roligt hen og blev det repertoire af inderlige, rolige, lysende fredfyldte italienske barokkoncerter fra begyndelsen af 1700-tallet, som orkestret Concerto Copenhagen dyrker i december, der kom til at signalere, at nu er det jul.
Når det er sagt, røg der et hjerte af julestemningen i år. Tidligere har det fremragende barokorkester fyldt den store Trinitatis Kirke ved Rundetaarn med lyden af juletoner af komponister som Vivaldi, Locatelli og Torelli, og de har gjort det helt tæt op under jul.








