Russisk arkæolog mener at have fundet en familiegrav fra et næsten ukendt oldtidsfolk.

En arbejder i en bulldozer finder 2.000 år gammelt gravkammer

Denne mumie vises ofte, når man hører om den skytiske kultur, fordi den er så velbevaret, at man kan se personens tatoveringer. Her bliver den vist på museum i Berlin i 2007. Skyterne kom også i fokus, da Rusland sidste år invaderede Ukraine, og lokale museer gemte skytisk guld i kældre for at forhindre plyndringer.   Foto: Franka Bruns/Ritzau Scanpix
Denne mumie vises ofte, når man hører om den skytiske kultur, fordi den er så velbevaret, at man kan se personens tatoveringer. Her bliver den vist på museum i Berlin i 2007. Skyterne kom også i fokus, da Rusland sidste år invaderede Ukraine, og lokale museer gemte skytisk guld i kældre for at forhindre plyndringer. Foto: Franka Bruns/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Det er Indiana Jones værdigt. Man tænker, at han allerede er ved at pakke sin bløde hat og pisken.

For da arbejdere i 2018 gravede på en bakkeskråning for at udvide en eksisterende kirkegård ved byen Krasnojarsk i Sibirien i Rusland, stødte de uventet på en gammel grav.

Det viste sig, at det ikke bare var en bakkeskråning, de var ved at jævne med jorden, men en mere end 2.000 år gammel gravhøj, som russiske arkæologer nu mener stammer fra en hidtil nærmest ukendt oldtidskultur.

Historien stod først i den israelske avis Haaretz, men den er nu citeret på alverdens historiske onlinemedier. Nogle sætter dog spørgsmålstegn ved de russiske arkæologers påstand.

Spejle, knive økser og lerkar

Fundet er under alle omstændigheder fascinerende. Der er tale om en stor firkantet grav bygget op af tømmer og birkebark. Muligvis med et trætag, som bulldozeren dog ødelagde.

I graven fandt man 50 lig begravet sammen med skatte og våben. Bronzedolke, knive, økser, lerkar, bronzeperler, spejle og et billede af silhuetten af en kronhjort. Lederen af udgravningen Dimitrij Vinogradov er i flere medier citeret for, at genstandene skulle følge de afdøde i efterlivet.

Arkæologen mener, at der er tale om en familiegrav, som er blevet brugt over flere generationer, for så til sidst at blive forseglet, brændt af og dækket med jord.

Fundene i graven tyder på, at den stammer fra den skytiske kultur. Kulturen bestod af nomadestammer, som levede i området fra engang i bronzealderen til ind i jernalderen. Frem for at tale om ét folkeslag, mener historikere, at det er mere korrekt at tale om en gruppe af kulturer. Og Vinogradov mener, at der er tale om et gravsted fra en hidtil meget lidt beskrevet skytisk kultur.

Kirsten Nilsson

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her