Brorsons Kirke på Nørrebro er et af byens fine små spillesteder. Her kan man høre jazz året rundt. Her spiller trioen Little North for eksempel releasekoncert for deres improvisationsbårne nye album ’Wide Open’ på fredag, og her kan man for få penge blive lukket ind til eksperimenterende musikoplevelser.
Det var det eksperimenterende, det handlede om søndag, da den canadiske strygekvartet Quatuor Bozzini var forbi på turné fra Tyskland videre til Island med værker af deres landsmand Sarah Davachi og danske Niels Lyhne Løkkegaard. Begge komponister har arbejdet med det tidsophævende i langt udspundne, umiddelbart monotone forløb.








