Det sker indimellem, at hårdkogte medietyper fortvivler, når de kigger sig i spejlet. I forrige uge måtte danske redaktører og journalister således bestyrtet konstatere, at der kun optræder tre kvinder på Akademikerbladets 2022-liste over de 50 mest citerede forskere i landets medier.
Ja, hvabehar? Nyhedsmedierne lader tilsyneladende hvide, midaldrende professormænd sætte sig på hele sendefladen. Så monumentalt skæv en kønsfordeling er selvsagt uacceptabel i et samfund, der hylder pluralisme som grundlag for en oplyst offentlig samtale. Er vi journalister dovne, dumme eller sindssyge, spurgte Politikens kulturredaktør meget relevant – uden dog at besvare spørgsmålet.
Lad mig chippe ind i puljen med et subjektivt bud på en forklaring, baseret på min erfaring som forsker, redaktør og underviser på snesevis af kurser for forskere, som har ønsket at vide mere om nyhedsmedierne.
Jeg tror, at kønsskævheden skyldes tre ting: Travlhed blandt nyhedsjournalister, ængstelighed blandt især unge kvindelige forskere og en bekymrende uvidenhed – blandt både forskere og journalister. Mixet sammen til en virkelig dårlig og kønsbiased oplysningscocktail.
Bange for at blive misforstået
Travlhed er en gammel krikke at hive af stalden, når man skal forklare dårligdomme i mediebilledet. Jeg tror desværre, at den holder i dette tilfælde: Den gennemsnitlige danske nyhedsjournalist arbejder i så opskruet et tempo, at der tit ikke er tid til dybere research.
Man ringer derfor til de kilder, der er øverst i online-søgningen: De samme hvide, midaldrende mænd, som de andre medier lige har brugt. Tordenskjolds eksperter. Hvis man da ikke skyder genvej helt uden om de omstændelige forskere og får fat i en tidligere spindoktor, en reklamedirektør eller en journalist – måske en kongehuskorrespondent fra eget medie. Easy-peasy, lutter mundrette citater. 44 procent af ekspertkilderne i de danske dagbladsmedier er faktisk ikke forskere, viste en undersøgelse fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i efteråret.
Hvis de fortravlede journalister så endelig banker på hos en ny forskerkilde – måske en kvinde – får de ikke sjældent et ’nej tak’. Mange yngre forskere tør simpelthen ikke være med. De er bange for at blive misforstået eller sat ind i en konfliktfyldt kontekst, hvor de kan komme til at tirre frådende haters på sociale medier eller idiosynkratiske ordførere fra Liberal Alliance. En uvidenskabelig undersøgelse viste i 2021, at flere end hver tredje af de yngre kvindelige forskere er bange for at optræde i medierne.
Hvor kommer forskernes medieangst mon fra? Tja, tag et kig på nyhedsbillede og sociale medier. Den offentlige debat er ofte så voldsom, at den kan tage pippet fra enhver med sort bælte og doktorgrad i køns-, kultur- og klimaforskning.
Uvidenhed på begge sider
Det er bare ikke hele forklaringen. Gennem 10 års undervisning har jeg konstateret, at mange unge forskere ved forbavsende lidt om, hvordan journalister og nyhedsmedier arbejder. Mange er f.eks. ikke klar over, at de sagtens kan tale med journalister uden for referat – til baggrund – uden at løbe nogen risiko. Eller at de kan få eventuelle citater til kontrol og gennemsyn, inden en historie publiceres.
Men forskernes angst skyldes også det, de oplever som journalisters uvidenhed om forskningsverdenen. Om videnskabelige metoder for eksempel. Eller om forskellen mellem en lektor og en ekstern lektor.
At det står temmelig sløjt til med journalisters metodeforståelse, er mediernes behandling af Akademikerbladets forskercitat-top-50 i sig selv et parodisk vidnesbyrd om. Ikke ét medie stillede kritiske spørgsmål til undersøgelsens metode. Havde de gjort det, ville de nok ikke have givet den så meget opmærksomhed. Undersøgelsen er nemlig fyldt med svagheder. Blandt andet at alle Ritzau-notitser og mediernes gentagelser af hinandens historier er talt med. Undersøgelsen siger altså intet om, hvilke forskere medierne interviewer mest, kun noget om, hvilke historier der cirkulerer mest rundt i mediebilledet.
Hvis medierne virkelig ønsker at komme journalistikkens kønsskævhed til livs, bliver de nødt til først at granske, hvad den skyldes. Journalisters forståelse af forskning og viden var måske et sted at begynde?
fortsæt med at læse
