Hvis du går og venter i spænding på nye afsnit af din yndlingsserie, skal du væbne dig med en god omgang tålmodighed.
Manuskriptforfatterne i Hollywood strejker nemlig stadig, og det betyder lange udsigter til nye sæsoner på blandt andet ’Euphoria’, The Last of Us’ og ’The White Lotus’.
Det fortæller dramachef i HBO Francesca Orsi til Deadline Hollywood i et større interview, hvor hun opdaterer, hvad strejken i Hollywood har af konsekvenser for HBO’s hitserier.
Strejken er en igangværende arbejdskonflikt mellem Writers Guild of America (WGA), den amerikanske fagforening, der bl.a. repræsenterer 11.500 manuskriptforfattere inden for film og tv-serier, og Alliance of Motion Picture and Television Producers (AMPTP), der er repræsentant for over 350 amerikanske filmproducenter og -studier.
Hvis strejken varer seks til ni måneder, er der shows, der ikke vil kunne være klar før 2025
Manuskriptforfattere kræver bedre arbejdsvilkår og rettighedsbetaling fra streaminggiganterne, og det er første gang i 15 år, at de i protest er holdt op med at arbejde. Strejken begyndte 2. maj i år.
Det har lagt en dæmper på den gode stemning i Hollywood, at manuskriptforfatterne har taget en pause fra skriveriet. Og stemningen bliver nok ikke meget bedre, hvis strejken fortsætter i mange måneder. Mange serier kan for eksempel først forvente nye afsnit og sæsoner i 2025.
HBO’s dramachef fortæller, at skriveprocessen på nye sæsoner af ’Euphoria’, ’The White Lotus’ og ’The Last of Us’ helt er stoppet.
»Jeg håber, at vi kan komme overens før eller siden. Vi bliver nødt til at vurdere, hvilke shows der kan nå at blive færdige i slutningen af 2024, og hvilke der først kan leveres i 2025. Men hvis strejken varer seks til ni måneder, er der shows, der ikke vil kunne være klar. Så ja, det er klart noget, der fylder hos os«, siger Francesca Orsi til Deadline Hollywood.
Tre år mellem ’Euphoria’-sæsoner
Den populære og Emmy-vindende serie ’Euphoria’ er i hvert fald først klar med tredje sæson i 2025, slår Francesca Orsi fast. Det betyder, at der kommer til at gå tre år mellem anden og tredje sæson. Det skyldes dog ikke kun strejken.
Skaberen bag, Sam Levinson, har ud over at strejke været travlt beskæftiget med sin serie ’The Idol’ med The Weeknd og Lily-Rose Depp, der får premiere på HBO Max i begyndelsen af næste måned. Og så har en af ’Euphoria’s hovedroller, skuespilleren Zendaya, også et tætpakket program, der skal tages højde for.
Coronapandemien resulterede i, at der gik to et halvt år mellem første og anden sæson, der havde premiere i januar 2022. Og nu kommer der altså til at gå hele seks år mellem første og tredje sæson.
Det betyder, at nogle af skuespillerne vil have gennemgået en betydelig aldersudvikling i mellemtiden.
fortsæt med at læse









