Midt under koncerten med The War on Drugs mærker jeg en tung arm om min skulder og hører en stemme tæt på mit højre øre snøvle noget i et kærligt tonefald.
Indtil da har jeg været fordybet i Adam Granduciels varme, sprækkede stemme og den amerikanske flod af guitarglimtende rockmusik, som han og resten af bandet får til at strømme fra scenen. Nu vrister jeg mig forsigtigt ud af en fremmed mands arm, drejer ansigtet i hans retning og ser på hans øjne.








