Jeg ved ikke, hvor mange kalorier man forbrænder ved at vende det hvide ud af øjnene i 43 minutter, men jeg føler mig aldeles gennemarbejdet efter at have set sidste afsnit af anden sæson af ’And Just Like That’, der vel efterhånden kan få sin egen meta-genrebetegnelse: kultisk cringe.
Der har været øjeblikke i løbet af denne sæson, hvor jeg har spekuleret på, om der har siddet AI med ved forfatterbordet: Personerne går, står og taler da næsten som mennesker, der kunne vedkomme hinanden. Hvis altså lige, det ikke var for den usynlige plastboble, hvert individ synes fanget indeni, hvor replikker runger punchline-konstruerede og ensomme – og aldeles følelsesmæssigt modtagerløse. Stanford er blevet shinto-munk, Miranda er boligløs og heartbroken, Seema har aldrig oplevet kærlighed, Lisa aborterer og Samantha genopstår i syv sekunder. »Se lige om vi egentlig helt ægte ikke har for travlt med os selv til at give en skid«, synes alle ordløst at sige.
