Poul Nielson, tidligere minister og EU-kommissær (S)
»Det er en stor skikkelse, som er død. Jeg har altid set op til Erling Bjøl. Han var med til at opbygge statskundskabsstudiet i Aarhus. Kvaliteten og energien i hans undervisning var helt særlig. Blandingen af at kunne gå i dybden, have fuldstændig styr på kendsgerningerne og være en kolossal arbejdskraft gjorde ham til en stor inspiration. Han viste vejen for mange i politik og i udenrigstjenesten«.
»For Bjøl var Europa svaret på tiden efter Anden Verdenskrig. Personligt førte det til, at jeg blev fuldstændig afklaret om, at vi skulle være medlem af EF (senere EU). Det prægede også min holdning til den strid, der var i Socialdemokratiet omkring fodnotepolitikken, som jeg forholdt mig kritisk til. At Svend Auken ikke holdt sig til Bjøls linje, var en afgørende grund til, at jeg aktivt støttede valget af Poul Nyrup som formand for Socialdemokratiet i 1992. Auken var ikke discipel af Bjøl. Det var jeg«.
»Han organiserede en studierejse til Paris for os scient.pol-studerende i 1967. Med hans fænomenale kontakter viste han os rundt i arkiverne i det franske udenrigsministerium og bragte os til en reception hos den daværende danske ambassadør i Frankrig, Eyvind Bartels, som absolut ikke var kendt for at være en rund personlighed. Men med Erling Bjøl i spidsen for gruppen gik den danske ambassadør rundt og skænkede champagne til de danske studerende. Bjøl var meget på hjemmebane i det franske«.
Christian Jensen, chefredaktør på Politiken
»Erling Bjøl er et af de få mennesker, der har formået at skrive både første og anden udgave af verdenshistorien. Som journalist står han tilbage som et ikon for en generation, der virkelig havde noget på spil. Med stort personligt mod var han en del af den illegale presse fra London under besættelsen, og som udenrigsskribent og -korrespondent satte han efterfølgende helt nye standarder med sit indgående kendskab til særlig tysk og fransk politik«.
»Alt det, Erling Bjøl rapporterede og analyserede i journalistisk form i blandt andet dagbladet Information og her i avisen, brugte han som forlæg for et imponerende forfatterskab, der kom til at forme en yngre – ikke mindst min – generations måde at forstå krigens og fredens væsen og dynamik på. Det gør sig ikke mindst gældende i mesterværket ’Hvorfor krig?’, som blev fulgt op af ‘Hvordan fred?’, der sjældent har været mere aktuel at læse end netop nu, hvor der igen er krig i Europa«.
Per Stig Møller, tidligere udenrigsminister (K)
»Erling Bjøl kombinerede sin journalistik med en meget, meget stor viden, stor nysgerrighed og kritisk sans. Han var en fremragende kommentator, og han fulgte med lige til det sidste. Det var helt utroligt. Han var helt ajour med alt, hvad der foregik, og havde holdninger til det. Han var en meget stor personlighed, og det var et meget stort vingefang, han havde«.
»Han har opflasket flere generationer med forståelse af udenrigspolitik og udenrigspolitisk analyse. Og det var jo det, der var hans styrke. Og når han skrev, blandt andet hos jer i Politiken, var det virkelig med viden og kritisk sans. Han var en stor skribent«.
Bettina Heltberg, forfatter og Politiken-skribent
»Jeg har kendt Erling Bjøl lige siden min studietid i Aarhus, hvor han underviste på Institut for Statskundskab. Det var nødvendigt for ham at skrive en disputats for at blive ansat, så den skrev han i løbet af utrolig kort tid. Han var ufatteligt aktiv. Han lærte os russisk, som han havde lært sig selv, og han tog os med til Paris. Siden har jeg besøgt ham i Paris og også interviewet ham«.
»Han var et utroligt rigt begavet og ironisk, hurtigt menneske. Han skrev meget hurtigt, men han skrev også meget klart. Han havde en kæmpe viden og en glimrende evne til at huske, der kom ham til gode, da han som gammel mand blev blind. Som han sagde til mig, mens vi gik rundt i Paris: »Hvordan skal man regere et land, der har 427 forskellige slags oste? Sådan er det også, når man skriver. Hvordan skal man skrive noget, når man har 427.000 forskellige tanker?« Og det havde han. Det er et stort tab, og det gør mig ked af det«.
Birte Siim, professor emerita på Aalborg Universitet
»Han var utroligt inspirerende, da jeg læste på Aarhus Universitet. Før Murens fald tog han os med til Rusland og Tallinn i en tid, hvor man ikke vidste meget om, hvad der skete bag jerntæppet. Vi fik et meget nuanceret blik på verden. Det var ikke sort-hvidt. Jeg husker særligt hans seminarer om international politik og Italiens kommunistparti. Jeg sætter stadig væk stor pris på den tid. Han betød så meget, at flere af mine kolleger fra studiet og jeg tidligere på året skrev et brev til ham for at sige tak«.
»Han var også ret arrogant. Han mente, at vi skulle lære russisk, italiensk og gerne kinesisk for bedre at forstå verden. Men italiensk kunne man lære på en eftermiddag, sagde han. Men det betød, at jeg og flere af de andre på studiet lærte nok russisk til at læse Pravda, da vi skulle til Rusland. Det var noget af det, han inspirerede til«.
fortsæt med at læse
