Der rystes på hovedet rundtomkring i den litterære verden. Med jævne mellemrum. Over, hvad folk dog propper i hjernen af halvsløjt formulerede almindeligheder og tarvelige tricks opfundet for at skabe spænding i en ørkenvandring af dramaturgiske klicheer.

Eller sagt på en anden måde: Hvorfor en halv verden pludselig partout skal læse Dan Browns fortænkte konspirationsteorier i ’Da Vinci-mysteriet’. Og dernæst Stieg Larssons efterladte trilogi om en afstumpet svensk punkerpige. Og så E.L. James’ smålumre husmorfantasier i ’Fifty Shades of Grey’.