Når moderne mennesker tager på pilgrimsrejse, er det for at bevise, at de kan gennemføre en lang vandring. Længslen efter at opleve et landskab til fods eller komme i en anden psykisk tilstand kan også være aktive ingredienser. Renselsen, at lægge noget bag sig, en ny begyndelse.
Skal aflevere et brev Alt dette er imidlertid ikke udgangspunktet for romanens hovedperson, Harold Fry. Den pensionerede handelsrejsende begynder bare at gå, fordi han skal aflevere et brev. LÆS OGSÅ30 kendisser fortæller klogt om hver sin romanklassiker Han nyder at gå. Så han passerer den ene postkasse efter den anden med det brev i hånden, der er en hilsen til en gammel kollega, der ligger døende af kræft på et hospice i Skotland. Hun har år tilbage gjort ham en uvurderlig tjeneste.
Det gælder om at tro Da Harold stopper op ved en tankstation, fortæller pigen i kiosken ham, at hendes tante også havde kræft, og at det bare gælder om at tro på overlevelsen. Det hjælper. Det giver Harold en vild ide. Han vil gå fra Sydengland til Skotland. Han ringer til hospicet og meddeler, at de skal sige til den gamle veninde, at hun skal holde sig i live, til han ankommer efter at have tilbagelagt de 800 kilometer til fods. Så længe han går, vil hun leve, det har pigen på tanken overbevist ham om. Man skal tro på det.
Liv i ægteskabet Det er et ret fantasifuldt udgangspunkt, men det lykkes forfatteren at få læseren interesseret i, hvordan hendes hovedperson gennemfører denne vandring, som han går og står i sine sejlersko og med et par småting i en plastikpose. Hans kone bliver oprørt, da han meddeler hende per telefon, hvorfor han ikke kommer hjem. Efterhånden som ugerne går, får hun dog respekt for hans projekt. Og hun kommer, ligesom han gør, til at tænke på, hvad der gik galt i ægteskabet, og begynder at savne den mand, hun har hakket på i årtier. Den lange vandrings adskillelse fører paradoksalt nok begge ægtefæller nærmere hinanden.
En opdagelsesrejse for den indadvendte mand Harold gransker også fortiden, mens han sætter det ene ben foran det andet. Selve vandringens monotoni bliver en livsrejse med mange flashbacks og desuden en opdagelsesrejse for den indadvendte mand, der pludselig kommer i kontakt med en mængde mennesker. LÆS OGSÅØstrigs vrede mand vender sproget mod den røvsyge fordragelighed Af og til har han brug for deres hjælp, noget han ellers aldrig har kunnet bede om. En udenlandsk læge, der ikke kan få arbejde i England, forbinder hans sår og giver ham en seng at sove i. De mennesker, han møder, giver, når de hører om hans projekt - at gå for at redde en anden - lidt af deres egen historie.
Rørende portræt En af Harolds erkendelser er følgelig: »I hans vandring lå en soning af de fejl, han havde begået i sit liv, men nu forstod han, at det også var en rejse mod større forståelse og accept af andre mennesker«. Så er det godt nok også stavet ud! Men ellers er portrættet af livsforskrækkede Harold ret rørende. Der kommer lidt humor ind i romanen, da en journalist opsnapper hans projekt og sætter historien på en avisforside. Snart begynder nogle at gå med ham, hvilket ender i rent kaos. Den kontemplative vandring erstattes af komisk gruppedynamik. At troen kan flytte bjerge, punkteres også godt og grundigt til sidst. Dygtig feelgoodroman Med den slags indslag undgår romanen så nogenlunde sentimentalitetens faldgruber. Men den holder fast ved ideen om, at når man gør noget helt nyt i sit liv, bliver man både en anden og mere sig selv. Bare kridt støvlerne og gå, så samler alle dit livs fejltagelser, dine svigt og dit elendige udgangspunkt sig i en ny, afklaret og mere egentlig eksistens. Tror vi på det? Ikke rigtig, men man kan godt tage rejsen med og være underholdt. Det er en feelgoodroman, dygtigt gennemført af Rachel Joyce.