Af en eller anden grund, jeg har lidt svært ved at gennemskue, har Ib Michael sat en fælde op for sig selv som forfatter.
Og det er en fælde, han denne gang er gået i. Fælden består i, at skelne skarpt mellem på den ene side den såkaldt ’gode fortælling’: »det kan fiktionen, den skaber hologrammer ud af flade kendsgerninger. Fint fordi det føles autentisk.





