Det er en smuk bog med lærredsbind og blindpræg på både for- og bagside. Titlen, ’Tiden efter min tid’, står prentet i versaler, sort mod grå. Publikationen er ikke så stor, men den virker alligevel monumental. Og det fortsætter indeni: Joachim Ladefoged har formået at skabe en bog, der på en gang er meget æstetisk og med et tungt, dystert billedsprog, hvor store dele af fotografierne er henlagt i mørke. ’Tiden efter min tid’ er nye værker, men de refererer til Ladefogeds opsøgning af sin barn- og ungdoms steder i det midtjyske.
Baggrunden er den simple, at han som en af vore mest intelligente reportagefotografer herhjemme får en brat opvågning efter lykkerusen over at have fået sit første barn og så – på distance – oplever angrebet på WTC 11. september 2001. Glæden ved barnet og angsten for fremtiden går hånd i hånd. Ladefoged skriver selv i indledningen: »Jeg lagde mit liv om, lukkede mig om min familie, vendte blikket indad«. Og videre: »Jeg fik behov for at gøre status. Jeg begyndte at se nærmere på, hvad det var for en verden, mine børn skulle vokse op i, og på, hvad jeg havde med fra min egen opvækst, på, hvad jeg kunne give videre til dem«.
