Måske er der ikke så mange, der har lagt mærke til, at der lidt forskudt på Christianshavns Torv i centrum af København står et monument, der forestiller en grønlandsk kajakmand med sin kajak og fire grønlandske kvinder i færd med at fange små fisk, flænse en sæl, rense en fisk og nyde solen.
Motivet taget i betragtning er det måske ikke så overraskende, at værket, der blev opsat på torvet i 1938, har fået navnet Grønlandsmonumentet. Gennem tiden har monumentet fået både fine og hårde ord med på vejen, men nu danner det også rammen om en bog, der har format til at blive et hovedværk om, hvordan forholdet mellem Danmark og Grønland udviklede sig op gennem det 20. århundrede.