Lyden af lykkehjulets snurren blander sig med Dallas-jinglen fra lydanlægget i hjørnet af rummet. Jonathan Nielsen, den ene halvdel af Lyrikkanonen, står med et påspændt lykkehjul i nettofarverne gul og sort på ryggen, mens han med armene over hovedet og benene rokkende frem og tilbage lader den anden halvdel, Frederik Bjerre Andersen, dreje den dikdikdikkende rygudsmykning. Den fremmødte forsamling, som torsdag aften har fundet vej til Møllegade 7 på Nørrebro, sidder spændte i det lavloftede kælderlokale og venter på tilfældighedens udfald. Intervallet mellem hjulets tikken bliver længere og længere. Pilen lander udmattet på det sorte felt. Jonathan lægger varsomt den gule kuvert væk, åbner i stedet en sort og betror sin makker indholdet.
»Det handler om at være/ hvor jeg er/ og lige nu på tv/ kan se ud over kanten på en sky/ det kan jeg«, læser Frederik langsomt og tydeligt. »I Libanon skyder de stadig civile/ noget er sprunget over/ gang på gang/fra skærmen til vinduet«.
