Kan man ønske sig mere af en roman end at blive suget ind, fortæret og afslutningsvis spyttet ud i løsdele, mens man snotforvirret forsøger at få samling på sig selv?

Sådan er det at læse Miriam Toews tredje og prisbelønnede roman ’Livet som det kunne have været’ om den 16-årige Nomis klaustrofobiske liv i et lille canadisk mennonittersamfund i slutningen af 1970’erne. Nomi, romanens fortæller, lever alene med sin verdensfjerne far. Hendes mor og storesøster har forladt det religiøse minisamfund, og sorgen over tabet blandet med svigtende mod til at følge efter har sendt Nomi ud i et mentalt kaos, der kun akkurat holdes stangen af en drivende sarkastisk optik.