Manden, der led af helbred

Det 19. århundrede, den danske poesis romantiske guldalder, sluttede for hundrede år siden, 14. november 1906. Den dag begyndte Johannes V. Jensen ene mand en ny moderne guldalder.

Bøger

I det ydre synede den ikke af meget, bogen med den beskedne titel ’Digte’.

Når den kunne nå op på hele 99 sider, var det kun, fordi dens forfatter havde stoppet nogle ret fyldige oversættelser ind i enden af den. Af ham selv var der ikke mere end 19 digte, hvoraf de atten havde været trykt før.

På fire år solgte bogen 424 eksemplarer, nogen bestseller blev den altså ikke. Men den ændrede dansk litteratur.

Kun én gang før, og indtil videre kun én gang siden, har en enkelt digtsamling i den grad sat en ny dagsorden og tone for dansk digtning.

Indlysende milepæl Efterfølgeren gemmer vi lidt. Forgængeren var Adam Oehlenschlägers debutsamling med samme beskedne titel. Også hans, den senere digterkonges, ’Digte’ fra 1803 lå længe og samlede støv på lageret.

Det er ikke oplagstal og salg, der siger noget om en bogs langsigtede betydning. Et tiår senere stod det klart for samtiden, hvilket skel den unge Adams debut havde sat.

Med Johs. V. skulle der gå noget længere. Berømt var den 33-årige digter allerede, men det var for sine romaner, især ’Kongens Fald’, og for sin mageløse avisprosa, som han senere fik samlet i bøger og sat brandet ’Myter’ på.

Men det er først med den danske modernismes gennembrud et godt stykke inde i anden halvdel af det 20. århundrede, at Johs. V. Jensens ’Digte’ 1906 kommer til at fremstå som den indlysende milepæl. Det var med den, dansk poesi begyndte at blive moderne.

Den vigtige forskel
Talentet er tydeligt. Poul Henningsen har engang vist det med et tydeligt eksempel. Tag en sætning som ’Der vugged’ så mangt et fuldrigget skib, på bølgen den blå’. Den er det ingen kunst at skrive, siger den skarpsindige digtlæser Henningsen, for skibe plejer at vugge og være fuldriggede, og bølger plejer at være blå.

Men det var heller ikke sådan, Johs. V. Jensen havde skrevet. Hans digt om Christoffer Columbus begynder med denne linje: »Der nejed så mangt et sødygtigt skib / på bølgen, som fór«. Lægger man de to linjer ved siden af hinanden, den, Johs. V. skrev i ’Digte’ 1906, og varianten, den pædagogiske PH har konstrueret, så véd man, hvad forskellen er på pop og poesi.

Navnlig den sidste af de tre forskelle, det lille udsagnsord ’fór’, viser Jensens klo. For det digt, der begynder sådan, handler jo netop om at fare. Og det handler om drømme, der forsvinder bag horisonten som øde havbølger, når de et øjeblik holdes fast og bliver til virkelighed. Hele digtet ligger gemt i dets første linje og venter på at blive foldet ud.
Journalistikken og poesien

Der var andre talenter i samtiden. Der var den gruppe, der kom til at hedde halvfemsernes lyrikere, altså 1890’ernes, Stuckenberg, Jørgensen, Holstein, Claussen.

Jensen var måske ikke et større lyrisk talent end den bedste af dem. Men han havde et andet greb om sproget. Med Jensen kom journalistikken ind i poesien.

Han skrev digte med nogle af de egenskaber, der gør en talentfuld avisartikel god: den sansede detalje, de hurtige spring og rytmeskift, den bevidste styring af synsvinklen.

Journalistisk tilgang
I den helt igennem kompetente udgave af Johs. V. Jensens ’Samlede Digte’, der er udkommet i dette efterår – anmeldt af Mikkel Bruun Zangenberg i Politiken 30. september – kan man i kommentarbindet finde et fotograferet aftryk af en artikel fra dagbladet København, med titlen ’Ved bordet’, der begynder sådan:

»Kafeen skal være velsignet, Gud ske tak for Sofahjørnets Fløjl! Jeg omfatter min Kellner med Sympati, jeg sidder tryg ved Bordet, finder Stangen under det med Fødderne og spiler Næsen mod Dugens kyske Klorlugt«.

Jensens prosadigt blev til ved, at han tog denne avistekst og knækkede den i seks ulige lange linjer, og værsgo’, her var så første strofe af ’Ved frokosten’. De små ændringer, han foretog for at gøre journalistikken til poesi, var kun endnu mere journalistiske. I stedet for det uanskuelige ord ’tryg’ indsatte han det mere sansede »sval og barberet«.

Hyldest til lykken
Så fulgte resten, det ravgule øl, æg og sild med deres anelse »om svovlbrinte og om jodlugt fra havets tangskove«, den iskolde flaske med snaps – og scenen var sat for det fuldstændig usentimentale stykke om Emma, »der er mig uvedkommende, uden for så vidt som jeg elsker hende«, og Olga, der »var frisk som et neg, / og Gud ved, hvem der siden sankede dig i lade«.

Linjer som den sidste virker noget stødende og gammeldags i forhold til korrekt feministisk nudansk. Jensen har da også fået meget stryg for den slags.

Men for det tidstypiske skal man ikke overse det epokegørende i disse linjer, som er deres evne til at tale om lykke og erotik og holde sig fuldstændig klorrenset for patos og sentimentalitet. Vi skal helt frem til 1960 for at finde en ny tids lige så grænsesprængende brud på etableret lyrisk tone.

Vindvægge
Når det var svært at se fra starten, hvilket gennembrud ’Digte’ 1906 udgjorde, kan det også være, fordi den sandelig ikke signalerer sine nyheder fra starten.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Den begynder med to digte på jysk, så man føler sig hensat til Blichers ’Æ Bindstouw’, hvis man overhovedet kan dechifrere dem og finde ud af, at en gård, hvor »væggen’ er gjow o jenne vind«, betyder en gård med væggene gjort af ikke andet end vind.

Der er andet, der ligner en efterligning af noget meget gammelt, for eksempel det lange digt ’Helled Haagen’. Hovedpersonens navn er taget fra en sagnhelt i Danmarks gamle folkeviser, hvorfra også den firelinjede form kommer.

Men man opdager hurtigt, at heltens korstog er noget mere nutidigt, nemlig en tur i kæmpebrandert til sangerindeteltet på Bakken, hvor han går amok. Fortælleren tilbringer mange folkevisestrofer med at gætte på hvorfor, herunder om det eventuelt skulle være for at skaffe sig gratis piger, nu han er iført det »Reiersenske redningsbælte«.

Viril vildmand
Denne mystiske betegnelse går ifølge de ’Samlede Digte’s kommentatorer på et dengang eksisterende ’galvano-elektrisk mavebælte’, som var et middel mod ’mandlig svækkelse’. Med andre ord en forløber for Viagra.

Det er ikke det eneste sted i disse digte, hvor der spilles på virilitet. Det er jo også her, i denne bog, at Jensen præsenterer sig som »vildmanden i det danske våben«, der vil »bekræfte de raske / i retten til riget«.

Det passer som dolk i skede til billedet af pigen i den blæst, der »tegner varsomt / dit unge skød«. Hun får besked på at lægge sig, det er jo da hende selv, der har iført sig den gennemsigtige kjole: »Strit ikke så stridigt imod ... / Stormen det er jo mig!«. Det var ikke liiige på kønsrollernes område, at Johs. V. Jensen var moderne.

Det upoetiskes poesi
Men hvis tiden er løbet fra ham og hans digte på sådan et punkt, så er der til gengæld flere punkter, hvor han stadig er, som var han fra i dag eller i morgen.

De fødder, der finder stangen under bordet ved frokosten, er en af hemmelighederne. Sansninger af vidt forskellig art, som andre skiller, kan han bringe sammen, så hans tekst bliver støvfri og ’ulitterær’. Havde der været en radiator i cafeen, havde den fint kunnet finde plads i hans digt. Han gik efter at lave poesi af det upoetiske.

Med punkteringerne af det vedtaget poetiske fulgte en sans for de bryske paradokser, den »lægende smerte«, underet i endeligheden, »hvem siger, at man skal leve lykkeligt?«.

Og hvem siger, at man ikke kan finde smerten ved lykken: »Å, jeg har lidt af helbred!«, som det hedder i det afskedsdigt, der i samlingen lægger op til det, der skulle blive skolebogsklassikeren frem for noget, ’På Memphis Station’, hans måske lykkeligste forening af den rapporterende sansning, som Paul la Cour ikke kunne fordrage, og den usentimentale dødsbevidsthed, ingen kunne slå.

Ændrede det danske poetiske sprog

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jo, ’Digte’ 1906 ændrede det danske lyriske sprog. Næste gang, noget tilsvarende skete, var med Klaus Rifbjergs ’Konfrontation’, 1960, som indledte den modernistiske bølge, nogle i de senere år har prøvet at gøre til en krusning, men som nok, når støvet har lagt sig, vil blive stående som det næste gennembrud til en ny poetisk tone på dansk, »Poesi: hvor er mit brokbind?«.

Oehlenschläger, Jensen og Rifbjerg har alle tre udrettet meget i andre genrer. Men deres betydning for dansk poesi er af beslægtet art. Hver af de tre rykkede det danske poetiske sprog et nyt sted hen. Måske sker det samme lige for øjnene af os nu. Tiden er i hvert fald inde, der er snart gået et halvt århundrede siden sidst. Men det bliver nok også denne gang først eftertiden, der kan se, i hvilken af vor tids digtsamlinger rykket er indtruffet. Måske i en af de usælgelige.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden