Det er svært at overse Klaus Rifbjerg, men det kan være lige så vanskeligt at overskue ham, givet de mange genrer, medier og – ikke mindst – titler, som hans forfatterskab udfolder sig i.

Den mangfoldighed gør det lidt overraskende, at der samtidig findes en udbredt fornemmelse af, at der er et vandmærke i værket, en særlig rifbjergsk måde at skrive og bruge sproget på. Det er denne fornemmelse, som fem kritikere sætter på hver sin formel i en nyudkommet antologi, som Gyldendal udgiver i en dobbelt anledning: Rifbjergs 75-års fødselsdag i dag og 50-året for udgivelsen af hans veloplagte debutdigtsamling ’Under vejr med mig selv’ i 1956.