Der står en længere kø af læsere foran Jan Arnald i det forhenværende statsfængsel i Horsens.
De fleste er kvinder, og alle har de noget i hænderne, de gerne vil have hans autograf på.
Altså egentlig ikke Jan Arnalds signatur. Men derimod en hilsen fra det krimiskrivende, internationalt berømte pseudonym Arne Dahl.
Eksperimenterende og sikker på samme tid
Arne Dahl skriver stilistisk eksperimenterende og dog sikre krimier så tæt på samtiden, som en forfatter kan komme. Menneskehandel, mafiavirksomhed, koldkrigsefterdønninger, overvågningssamfund og meget andet har han problematiseret i sine kritikerroste, medrivende romaner om Paul Hjelm, Kerstin Holm og de andre efterforskere i den fiktive A-gruppe, som fra et afsæt i Sverige tager sig af internationale voldsforbrydelser i hans romaner.
»Jeg forsøger at fange så meget som muligt af tidsånden. Og kriminalitet er på forskellige måder blevet en god måde at undersøge samfundet på. Forbrydelsernes type fortæller en hel del. I og med at verden så at sige er blevet et hårdere sted, er forbrydelserne også blevet det. For eksempel er der i Østeuropa forbrydelser begået af mennesker, som har været i krig. Russere eller jugoslaver har oplevet en form for hensynsløs brutalitet, som afspejler sig i forbrydelserne. Man kan måske sige, at kriminaliteten er et spejl af, hvad folk tænker i samtiden«, har Jan Arnald alias Arne Dahl sagt i toget et sted mellem Odense og Middelfart og dermed nogen tid inden endestationen Krimimessen i Horsens.
Nu står han på messen. I jeans, tværstribet bluse, brune sneakers, opknappet parkacoat og genert rødmende kinder. En efter en får læserne autografer. Det er nok den suverænt stilbevidste krimiforfatter Arne Dahls underskrift, de vil have. Men med i købet får de Jan Arnalds blufærdige kropssprog og undselige væsen.
Ingen vil betegnes som en smal forfatter
Sjovt nok er det Jan Arnald, som har plads på det litterære parnas i Sverige. Jan Arnald er den akademisk uddannede litterære stockholmer, som af Svenska Akademien fik det ærefulde hverv at redigere den kulturelt magtfulde institutions tidsskrift. Det var altså nogle år før, det simpelthen gik ned. Selvfølgelig af økonomiske årsager.
Jan Arnald er også forfatteren, som i første halvdel af 90’erne fik diagnosen ’en smal forfatter’. Det var fuldstændig som at få en sygdom. Ingen køber, ingen læser, ingen interesserer sig i dybden for nogen, der kategoriseres som ’en smal forfatter’.
Slet ikke i en tid, hvor det for forfattere gælder om at skrive plotfokuserede, actiondrevne krimihistorier, der sluges af læserne og gør medierne interesserede i at fortælle om forfatternes privatliv. Er de gift? Har de børn?
Forfatterens plot
Jan Arnald er 44 år og har to teenagedøtre, som bor hos ham hver anden uge. De andre uger bor pigerne hos deres mor. Efter mange års ægteskab blev han skilt og forelskede sig i en anden kvinde, der er fotograf og skriver om rockmusik.
Måske kommer det os ikke ved. Men man genkender sig selv i hans beskrivelser af parforhold i både krimierne og i ’Maria og Artur’, som nu udkommer på dansk. Alt det med at vie dagligdage til arbejde og børn, »indtil man som forældre står over for hinanden, og den anden er blevet en fremmed«. Og det med, at et arbejdsopslugt menneskes partner oplever sig selv som en staffagefigur, som har undertrykt sin egen seksualitet.
»Cilla er træt af at være staffage. Tænkte jeg. Så derfor lod jeg hende gå ind i en bank, blive taget som gidsel og dermed overtage en del af romanen«, ler Jan Arnald i enden af et svar på et spørgsmål til Arne Dahl-hovedpersonen Paul Hjelms ekskone Cilla.
Ingen litterær opmuntring
Arne Dahl ser sammenhænge mellem handlinger i samfund og parforhold lige så usentimentalt, som Artur Lundkvist gør det i Jan Arnalds skildring af ham og hans seks årtier lange og delvis tragiske forhold til forfatteren Maria Wine i ’Maria og Artur’. Maria og Artur var elskende på trods. Han lærte hende at have mod på skrive, og hun lærte muligvis ham, at kærlighed kan være en følelse, der ikke går ove r.
Er det en kvindelig følelse? I Arne Dahls krimiromaner optager kærlighed og sex set fra et kvindeligt synspunkt mere og mere plads, som romanserien skrider frem. Som om det er i kvindeskildringen, Jan Arnald og hans pseudonym Arne Dahl bliver et. Selv om Jan Arnald oprindelig havde tænkt sig, at romanserien om A-gruppen skulle ligge i direkte forlængelse af Sjöwall/Wahlöös bøger.
Jan Arnald var vokset op i et lærerhjem i Stockholm sammen med far, mor og to yngre brøde. Der var aviser, og der var en opfattelse af, at det var godt at læse bøger i det hjem. Men en egentlig litterær opmuntring var der ikke tale om. Hans far var matematiklærer. Moderen underviste i folkeskolens mellemste klasser. De to små brødre blev ingeniører, og det var også, hvad Jan Arnald havde tænkt sig at blive.
Han gik på teknisk linje i gymnasiet, men byggede hurtigt derefter en tidlig version af en synthesizer og begyndte at spille i et reggaeband:
»På et tidspunkt begyndte jeg at skrive tekster til det band, og det blev min vej tilbage til litteraturen«.
