Der var engang, hvor norsk humor var lig Marve Fleksnes.
Plus selvfølgelig al den ufrivillige komik, der følger af tophuer, folkedans i bunad, renskuret religiøsitet og et sprog, hvor alle sætninger insisterer på at slutte helt oppe i fjeldhøjde. Den tid er forbi. En af forklaringerne hedder Erlend Loe. Han er født i 1969 og forfatter med fire anmelderroste bøger samt prædikater som nynaivist og humorist på samvittigheden. Det femte værk – som egentlig er det første og fra 1993 – hedder i den aktuelle danske oversættelse ’Kvinden flytter ind’. Meget mere præcist kan bogens tema næppe formuleres – et handlende og retningsorienteret subjekt af hunkøn – det er, hvad Marianne med de smukke læber og den fossende talestrøm er. Og hun flytter ind, så det forslår, hos det enfoldigt fortællende jeg. Sproglig og psykologisk forenklingstaktik Det sjove ved Mariannes tromlen er, at den foregår på strømpesokker. Stille, men effektivt snakker hun sig selv og sin kommode ind i et parforhold, hvor hun drager konklusioner og sætter dagsordener, kræver sex og ryger cigaretter og meeeener en helvedes masse. Alt imens den erobrede gisper efter vejret, falder i søvn, flygter i svømmehallens klordampe og funderer over, hvornår han mon bliver forelsket i konen. Kærlighedshistorien – for det er midt i komikken en ganske smuk kærlighedshistorie – afvikles i 300 omhyggeligt nummererede afsnit. Som et udslag af den systematiseringstrang, der er typisk for følelsesmæssige fjumrehoveder, står tallene der og lyser nørdet; uden anden synlig stilistisk ambition end netop at påpege fortællerens spinkle, men indlysende råb om orden og kontrol midt i kaos – midt i forelskelsen, som den opleves i tilbageblikkets intense og diffuse optik. Den enfoldighed eller naivitet, som Erlend Loe er blevet så elsket (og af andre hadet) for, er nært beslægtet med det barnlige, det umodne, det oprigtige og uspolerede. Og det unge par i ’Kvinden flytter ind’ scorer selvsagt mange point på den konto, idet man som læser føler en intuitivt overbærende sympati for deres lilleputverden af små fortrædeligheder og selvoptaget kredsen om det private ’mirakel’, at en bliver til to. Og siden måske endda til ... Loes sproglige og psykologiske forenklingstaktik har sin styrke i den behagelige og charmerende ’læse let’-oplevelse, den kaster af sig. Svagheden bliver selvfølgelig, at man kan skimte bunden af karaktererne ganske hurtigt, hvis ikke forfatteren sørger for dels at dosere dårskaben, dels at kaste personerne ud på dybt vand. Allerede i debutromanen viser Loe, at han kan og tør begge dele. For vel flytter hundyret ind – men bliver hun nu også boende?
