Forlagsredaktørens drøm om den fødte sensation gik i opfyldelse for nylig.
Det skete, da en lærd samtale mellem den nu afdøde franske filosof Michel Foucault (1926-1984) og den amerikanske samfundsrevser, lingvist og fredsaktivist Noam Chomsky (1928-) blev fundet blandt Foucaults efterladte skrifter. Bortset fra den tyske filosof Jürgen Habermas (1929-) findes der næppe nogle intellektuelle, hvis indflydelse har været større i intellektuelle kredse end Foucault og Chomsky. De to citeres ofte – men næppe sammen. For mens Chomsky er et typisk eksempel på en intellektuel samfundsdebattør, der gang på gang – og ofte med rette – har udstillet kynismen i amerikansk udenrigspolitik, var Foucault primært akademiker. Med værker som ’Galskabens Historie’ (’Historie de la folie À l’âge classique’, 1961) og ’Overvågning og Straf’ (’Surveiller et Punir’, 1971) og endelig trebindsværket ’Seksualitetens Historie’ (’L’historie de la sexualité’, 1984) var Foucault hovedmanden bag den akademiske bevægelse, der kaldes postmodernismen. Tunneler fra hver sin side Mens såkaldte strukturalister – som f.eks. antropologen Claude Levi-Strauss – efter halv-naturvidenskabeligt forbillede søgte efter generelle mønstre og strukturer, der gik igen, betonede Foucault, hvordan skiftende magtforhold og såkaldte diskurser havde bidraget til at skabe en samfundsorden baseret på en form for herretænkning.
