Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

HUNDELIV. Den amerikanske forfatter Jonathan Franzen fortæller i essaysamlingen ’Ubekvemmelighedszonen’, hvordan han som dreng genkender barnet – ikke i børnene, men i hunden Nuser – fra Charles M. Schulz’ sørgmuntre tegneserieunivers. Foto: AP

HUNDELIV. Den amerikanske forfatter Jonathan Franzen fortæller i essaysamlingen ’Ubekvemmelighedszonen’, hvordan han som dreng genkender barnet – ikke i børnene, men i hunden Nuser – fra Charles M. Schulz’ sørgmuntre tegneserieunivers. Foto: AP

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I al ubekvemmelighed

Jonathan Franzen spiller selv hovedrollen i sin personlige beretning om vejen fra at være en lille latterlig person som barn til voksen mand med stærke og besværlige lidenskaber.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Bortset fra at Jonathan Franzen ikke har jødiske rødder, men svenske, har han fine lighedspunkter med både Philip Roth og Woody Allen.

Særligt i de sammenhænge, hvor de griber ned i barndom, pubertet og alt det, der følger efter, når man har stærke drifter og ambitioner om at finde den amerikanske drøm uden at sætte til af sig selv og ende i den middelklasse, der er den varme grød.

Franzen gjorde det formidabelt med sin internationale bestseller ’Korrektioner’, der førte familien Amerika ud af det 20. og ind i det 21. århundrede. Her vokser en søskendeflok på tre sig ud af det hæmmende og klaustrofobiske middelstandsmiljø i Bibelbæltet til, om muligt, endnu værre udfordringer, overvåget af de stærke, puritanske og snobbede forældre som den tunge sky. Her tegnede forfatteren med den syrede ironi og usentimentale følsomhed, der er et hovedtræk i hans væsen, tilstandene og livet i Guds og Bushs eget land år 2000.

Nu drejer det sig om forfatteren selv – som ungt og voksent menneske. Vi er tilbage i St. Louis-forstaden Webster Groves i 1960’erne, da Franzen voksede op (f. 1959), et miljø med undertrykte følelser og bastante holdninger. Og masser af stemmer på Barry Goldwater.

Ren nostalgi
Bogen åbner med Franzens hjemkomst til moderens hus, efter at hun er død. Han skal sælge det hus, der var den fortælling, hun skrev på og reviderede gennem hele sit liv: »Da hendes hus var et hus, døde det så meget langsommere, at det kunne fungere som en trøst og bekvemmelighedszone for min mor, der havde brug for noget større end sig selv at holde fast i, men ikke troede på overnaturlige væsener. Hendes hus var den tunge, men ikke uendeligt tunge og holdbare, men ikke evige Gud som hun havde elsket og tjent og været holdt oppe af …«.

Det er (med oversætterens kommatering) næppe den mest elegante måde at gengive en essens på, som jeg tror er ret væsentlig, og på samme måde er der adskillige steder i bogen, hvor man tænker: Lad mig få fat i originaludgaven.

Den voksne Franzen bliver pludselig et barn, en skræmt dreng, der frygter edderkopper, skoleballer og piger. Han identificerer sig med universet i Charles M. Schulz’ tegneserie ’Radiserne’ (’The Peanuts’, navnet, som tegneren faktisk hadede). Det er ren nostalgi for gamle Radise-elskere. Jon har sit helt private forhold til Nuser: »Han var et enligt ikke-dyr-dyr der levede blandt større væsener af en anden art, hvilket mere eller mindre var den følelse jeg havde i mit eget hus … Han var den perfekte jubelglade egoist der spillede stjernen i sin latterlige fantasier og badede i alles opmærksomhed. I en tegneseriestribe fuld af børn, var hunden den skikkelse, jeg fandt barnet i«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Når smilet har fortaget sig

De pointer, Franzen drager ud af den barske og rørende lilleverden, minder om, hvor genial Schulz var, indtil evangeliet begyndte at vande ud, og hvor dybt integreret forfatteren har været i universet, der på så mange måder ligner hans eget i filosofien om vindere og tabere, længsel, drøm og grusomhed. Identifikationen er helt oplagt i bekendelsen af, at Schulz ikke var kunstner, fordi han havde det svært. Han havde det svært, fordi han var kunstner.

College og highschool fylder meget. Franzens optagethed af finurlige gags, der tilmed forekommer som tegninger af de konstruktioner, man tog i anvendelse, ligner de illustrationer, der var i min tids fysikbøger, når det gjaldt løftestangsprincippet og den slags. Franzen var en nørd, selv om han ikke ville være det. Sit dilemma beskriver han både rørende og lunt, men aldrig sentimentalt. Han holder sig selv strengt. Hans kønsliv lod vente længe på sig. Da han var 18, havde han aldrig onaneret, og han passerede de 20 som jomfru. Men han så på fugle. Og studerede tysk med en passion, der sandsynliggør, at disse beskæftigelser har været hans måde at holde andre mennesker på afstand på.

Fra Franzen er cirka 25, til han er midt i 40’erne, gør han ikke meget ud af sig selv, og i hans afsluttende kapitel, ’Mit fugleproblem’, får man virkelig indtryk af en nørd og enspænder, der kerer sig stærkt om global opvarmning og økologisk politik, mere måske endda end om den kvinde, han gifter sig med. Vi får ikke engang at vide, hvad hun hedder, for han refererer udelukkende til hende som »californieren«.

Jo, Franzen har sandelig noget til fælles med Charles M. Schulz i ubekvemmelighedszonen. Det er i grunden slet ikke så morsomt, som Franzen indimellem fremstiller det, men det var ’Radiserne’ heller ikke, når smilet havde fortaget sig.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden