Bortset fra at Jonathan Franzen ikke har jødiske rødder, men svenske, har han fine lighedspunkter med både Philip Roth og Woody Allen.
Særligt i de sammenhænge, hvor de griber ned i barndom, pubertet og alt det, der følger efter, når man har stærke drifter og ambitioner om at finde den amerikanske drøm uden at sætte til af sig selv og ende i den middelklasse, der er den varme grød. Franzen gjorde det formidabelt med sin internationale bestseller ’Korrektioner’, der førte familien Amerika ud af det 20. og ind i det 21. århundrede. Her vokser en søskendeflok på tre sig ud af det hæmmende og klaustrofobiske middelstandsmiljø i Bibelbæltet til, om muligt, endnu værre udfordringer, overvåget af de stærke, puritanske og snobbede forældre som den tunge sky. Her tegnede forfatteren med den syrede ironi og usentimentale følsomhed, der er et hovedtræk i hans væsen, tilstandene og livet i Guds og Bushs eget land år 2000. Nu drejer det sig om forfatteren selv – som ungt og voksent menneske. Vi er tilbage i St. Louis-forstaden Webster Groves i 1960’erne, da Franzen voksede op (f. 1959), et miljø med undertrykte følelser og bastante holdninger. Og masser af stemmer på Barry Goldwater. Ren nostalgi Bogen åbner med Franzens hjemkomst til moderens hus, efter at hun er død. Han skal sælge det hus, der var den fortælling, hun skrev på og reviderede gennem hele sit liv: »Da hendes hus var et hus, døde det så meget langsommere, at det kunne fungere som en trøst og bekvemmelighedszone for min mor, der havde brug for noget større end sig selv at holde fast i, men ikke troede på overnaturlige væsener. Hendes hus var den tunge, men ikke uendeligt tunge og holdbare, men ikke evige Gud som hun havde elsket og tjent og været holdt oppe af …«.
