Forlæggeren Klaus Wagenbach dokumenterede forleden i et indlæg i den tyske ugeavis Die Zeit, at Günter Grass i 1963 ikke havde problemer med at fortælle ham, at han som 17-årig i foråret 1945 havde gjort tjeneste i Waffen-SS.
Det var ingen hemmelighed. Wagenbach ville skrive Grass’ biografi, og derfor fortalte den unge forfatter løs til båndoptageren. Alt skulle offentliggøres. Bogen kom aldrig, ikke på grund af Grass, men fordi Wagenbach fik andet at lave. Derfor fik nobelpristageren ikke fortalt sin historie før med erindringsbindet ’Når løget skrælles’, der udkom i august i fjor og satte Tyskland på den anden ende. Hvordan kunne Grass fortie en så frygtelig sandhed et langt liv igennem, spurgte alle de, der siden 1960’erne har haft ondt i røven over, at Grass var det tyske socialdemokratis førende intellektuelle fortaler og Tysklands selvudråbte politiske samvittighed. Skulle han ikke hellere være gået i rette med sig selv, mens tid var? Nu er det ingen kunst at opkaste sig til dommer over en dreng, hvis far var medlem af nazipartiet, og som havde været udsat for nazismens propagandistiske spærreild, siden han var fem år gammel. Grass nåede heller ikke at slå nogen ihjel som SS-soldat. Han var, som Wagenbach skriver, ene og alene kanonføde for den fremrykkende Røde Hær. Sidste års tyske opstandelse er selvretfærdigt hykleri.
