Journalisten Tom Valle er klart en ’has-been’, en afdanket stjerne fra New Yorks firmament af topjournalister, som er havnet i sin egen selvforskyldte og kedsommelige limbo, flækken Littleton i det californiske bøhland.
Her skriver han artikler til stedets sprøjte, og det har han sådan set rigtig godt af. Valle skrev nemlig i sin tid opdigtede reportager, fup og fiktion som næsten lignede den rigtige vare. Så blev han afsløret, og så er han endt her på nådsens brød hos en sympatisk redaktør med en kræftsyg kone. Hans petitstof omfatter også et interview med en 100-årig farvet kvinde, som med et påstår, at hun har haft besøg af sin søn. Sin afdøde søn vel at mærke, som skulle være druknet sammen med over 800 andre engang i begyndelsen af 1950’erne, hvor en dæmning bristede og en hel landsby blev oversvømmet i en stor dødbringende bølge. Samtidig på plejehjemmet øjner Valle en smuk kvinde, som siden skal hjælpe ham med at få hans lig af en bil startet og synkront synes villig til mere end at sætte strøm til hestekræfterne under motorhjelmen. Han er ydermere blevet sendt ud til et trafikuheld med et forkullet lig i et brændt vrag, og så bliver han overfaldet af en såkaldt blikkenslager i sin egen kælder. Mystikken breder sig, og alt dette skrives i et langt flashback af vor traumatiske antihelt, den jegfortællende Valle, som på et øde motel med en skarpladt pistol gør sig klar til at møde sin fortid af løgnehistorier bragt til live som episke morderiske genfærd og zombier. Ja at dø eller sejre for en sandhed, som vil ryste det meste af verden, i hvert fald hele USA. Når natten falder på ’Afmagt’ er James Siegels tredje på dansk og mindst lige så søvndræbende spændende som hans to foregående, ’Afsporet’ og ’Afveje’, hvor den første blev drejet til en glimrende Hitchcocksk thriller med Clive Owen og Jennifer Aston i hovedrollerne. Men hvor de to foregående sådan set begge var sorte kammerspil, så er ’Afmagt’ en symfonisk konspirationskrimi af den paranoide dommedagsagtige slags, hvor nettet er så stramt, at selv den mindste heroiske flue kommer farligt i klemme. Afmagten er almægtig, men så vil denne anmelder bestemt ikke sige mere om den uforudsigelighedens labyrint, læseren sendes ind i fra første side. James Siegel skrivergodt og effektivt, og i modsætning til mange af sine samtidige kolleger i hjemlandet er han ikke så hengemt nostalgisk og ideologisk berøringsangst. Den amerikanske krimi har længe enten været stedt i fortidens elegante hårdkogthed a la Raymond Chandler og pastichens film noir eller bevæget sig rundt i et konservativt moralsk univers med åndrige anfægtelser om tingenes skred på syndens skråplan. Siegel er også moralsk, meget endda, men han er det på den politiske måde og har råd til en klar holdning over for de halvfascistiske tilstande, han ser i sit land, hvor den amerikanske drøm er blevet til et mareridt for 40 millioner tabere uden sygeforsikring endsige socialt sikkerhedsnet. Romanen er på en gang yderst typisk med hensyn til nationens paranoia og samtidig uamerikansk i sin analyse af, at denne neurotiske sygdom skyldes kaskader af løgn og list fra Det Hvide Hus og omegn. ’Afmagt’ tåler nok ikke dagslysets logiske øje, plottet kan synes fortænkt, for gemacht for den klassiske krimismag. Alligevel når natten falder på, så læser du, kære læser, med djævelsk hast hele molevitten ukritisk og kraftigt underholdt. Men gør du det i sommerhuset, så husk at sætte haspe på alle vinduer, og lås døren ordentligt til!
