Vi er formentlig mange, der er fascinerede af, hvad der foregår i agentbranchen.
Hvordan får de arbejde og privatliv til at hænge sammen, når de aldrig må tale om deres job? Hvor mange er der mon af dem? Sidder de iblandt os i sofaen og drikker øl, når vi ser fodbold? Jens Peter Kaj Jensen diverterer i sin debutroman ’Sofa’ med både agenter og fodbold en masse, og det på en så absurd måde, at det kan være svært at følge med som læser. Men det er vist også meningen med et univers, der veksler mellem aldeles absurde og mareridtsagtige drømmescenarier, der finder sted i hjernen hos hovedpersonen Niels Peter Klausen, og realistiske begivenheder i et troværdigt fodboldgalt, odenseansk universitetsmiljø bestående af unge, øl- og kvindeglade mænd. Og realistisk er det: Undertegnede har selv i sin fynske ungdom spillet mange år i en af de fodboldklubber, der indgår i handlingen, og lagt vejen forbi nogle af de steder i Odense, som forfatteren så indlevende beskriver; f.eks. universitetet, morgenværtshuset Tinsoldaten og skovrestauranten Carlslund. Alt sammen så stemningsfuldt beskrevet, at jeg tog mig selv i at tænke vemodigt og længselsfuldt på min fødeø. Allegorisk makkerpar Den debuterende forfatter – om hvem det på klappen fremgår, at han bl.a. er uddannet på Forfatterskolen – er tydeligvis inspireret af forfatterkolleger som Nick Hornby og Hans-Jørgen Nielsen. På bedste Hornby-manér lader Jens Peter Kaj Jensen sin hovedperson opstille lister over alverdens ting; en grænseautistisk foreteelse, der optager en for betydelig del af hovedpersonens tid til for alvor at være fængende. Men han får – heldigvis – også tid til at spille fodbold med vennerne, hvor især samspillet med barndomsvennen Thorbjørn er en klassisk allegori over et venskabs svagheder og styrker. Præcis som tilfældet er mellem Franke og Frandse i fodboldbogen over dem alle, Hans-Jørgen Nielsens ’Fodboldenglen’.
