Gæstebogen er jo sådan en sær sidegenre, en lidt altmodisch praksis fra kroer og privathjem, hvor taknemmelige gæster skribler et par glade ord, inden farten går videre ud i verden. Det, Thomas Boberg nu gør med sin trettende digtsamling, er summarisk at forvandle alle sine egne ord, og for så vidt også alle vores ord, til indskrifter i verdens store gæstebog.
Grundintuitionen er den simple og gammelkendte, at vi alle er gæster i verden, ingen af os har i egentlig forstand hjemme på jorden, vi er blicherske trækfugle, ikke mere, intet mindre og andet. I Søndermarkens kroner Men ud af denne enkle præmis drager Boberg interessante og inciterende konsekvenser. Dels politisk, i form af en selvindlysende kritik – ført videre fra ’Livsstil’ (2005) – af danskernes aktuelle hang til xenofobi og obskønt forbrugeri, alt rodfæstet i en sær idé om, at vi netop ikke er gæster, men andet og mere, nemlig autentiske hjemmefødninge (f.eks. i ’Dansk digt’ og ’Abstinenser’); dels æstetisk, i kraft af en særlig, på skift potent vredladen og bistert munter prosalyrisk leg med ideen om det digteriske jeg, og den enfoldigt fantasmatiske forestilling om digtergeniets privilegerede evner og livsform.
