Man kan ikke tage fra Inge Eriksen, at hendes referenceramme er stor.
I hendes nye roman ’Blues for en lyserød sko’ sættes aktuelle politiske problemer som flygtninge, hvidvaskning af penge og terrorkontrol i lufthavne i forbindelse med Europas nyere historie, William Shakespeare og ikke mindst Jane Austen, hvis romaner flere af personerne elsker inderligt. Men når dannelsen skal udmøntes i replikker, lander den desværre ofte med et KLONK så tungt, at det giver genlyd på siderne. I den ene grøft (den højstemte) har vi »Oh min sjæls veninde« og ord som ’kerer’ og ’husvalende’, i den anden (den diskuterende) kan der associeres direkte fra netop Austen til det mere prosaiske »Husker du 11. september?«. Hvorfor Inge Eriksen har valgt at grave en højstemt sproggrøft for læseren, skal jeg ikke kunne sige. Kun kan jeg melde, at jeg blev temmelig irriteret, hver gang jeg faldt i. Til gengæld er det let at se, hvorfor det diskuterende lag i romanen er til stede. Det er simpelthen det, det hele handler om: igennem debat at vende tidens vigtige emner. Og her har Inge Eriksen virkelig noget på hjerte. Ærgerligt krimiplot Desværre kommer romanens to hovedpersoner, den pensionerede engelske læge Scarlett og den ungarsk-danske freelancetolk Rosa, aldrig rigtig til at leve for læseren, fordi de har så meget, de skal nå at sige og filosofere over. Og det til trods for at de to kvinder udstyres med både barndomshistorier – Scarlett blev sendt på landet fra London i 1939, og Rosa flygtede fra Ungarn i 1956 – og vidt forgrenede familier, hvis historie også fortælles. Romanens største problem er dog nok dens krimiplot, som foregår på den kanariske ø La Gomera. Det er her, de to kvinder møder hinanden i en hotelspisesal, og det er her, de finder titlens lyserøde sko blandt nogle klippeblokke, da de er ude at gå tur. Skoen, der er pyntet med hvide dun og perler, tilhører hotellets lidt vulgære serbiske pianistinde, og det viser sig snart, at hun er blevet kvalt og kastet i havet. Helt ud af det blå bliver de to kvinder venner med en ung betjent, der indvilliger i at holde dem orienteret om efterforskningen (helt ærligt, hvilken betjent har lov til at plapre ud til andre om en igangværende efterforskning af et mord?). Gådens løsning findes også som følge af en total tilfældighed, om end motivet virker plausibelt. Krimiplottet er ikke romanens hovedærinde, og derfor er det ekstra ærgerligt, at det er til stede med så stor klodsethed. Et enkelt sted i ’Blues for en lyserød sko’ greb jeg nemlig mig selv i pludselig at læse med interesse om de personer, som ellers jævnt hen havde kedet mig. I den scene, hvor Rosa taler i mobiltelefon med sin mand, der befinder sig i Beirut under de israelske bombardementer, når romanen omsider den intensitet, som den burde have haft hele vejen.
