Litteratur er noget, som nogen ikke bryder sig om. Alt andet er reklame«. Med den konstatering – på romanens side 345 – affinder fortælleren her sig med, at man ikke kan være venner med alle uden samtidig at mene, at alt er ligegyldigt. Hvad det jo ikke er, når han f.eks. lige har fastslået, at »alle store formuer er resultat af en stor forbrydelse. Eller, det er værre endnu. Alle store forbrydelser er resultat af en stor formue«.
Dét synspunkt skal der nok være nogen, der ikke bryder sig om. Hvis nu det også omvendt var sådan, at alt hvad nogen ikke bryder sig om, dermed er litteratur – ja, så var vi ganske vist godt forsynet med læsestof, men så var min røv nok også en vandflyver. Næ, løftet fra ’reklame’ til mere ubekvem ’litteratur’ foretager norsk litteraturs højest begavede kaosforsker på andre måder: De fem pubertetsriddere »Skyerne. Over dem og os er himlen blå og uendelig og i al evighed. Skyerne driver hen over himlen som får på en bibelsk eng. Under os den kolde jord og græsskråningen ned mod elven og kuldyngerne på den anden side og Kabelbanen. Skyerne kommer ind fra fjorden i store hvide flokke og lægger sig ligesom imellem. Mellem Helge Hidle, Jan Thu, Freddy Lima og mig ... « Så enkelt og dog så virksomt danner romanen sine – næ: mine, læserens egne billeder af fem store drenges opvækst omkring stålværket i byen Sauda i bunden af den fjord på det norske vestland, hvor Fløgstad selv voksede op, og hvis tungindustri han har gennemanalyseret i sagprosabogen ’Arbeidets lys’. I en sen nutid samles de fem pubertetsriddere igen som voksne omkring det runde bord på byens halvtomme café Grand Manila, som en efterklang af deres fædres anderledes samlede indsats omkring stålværkets kabelbane og den mægtige Gantrykran, som det kræver flere sprængladninger at fælde, da arbejdet med metallegeringer er outsourcet til ulande med ringere arbejdsmiljøkrav. Målbevidst i hundene Det skandinaviske industrisamfunds omkostninger og afvikling, anskuet gennem generationernes øjne, er emnet her, som det var i nordiskprisvinderen ’Dalen Portland’ fra 1977 og efterfølgeren ’Fyr og flamme’. Men samtidig med at Fløgstad sådan vender tilbage til åstedet, spejler han jo globaliseringen i den berejste andengenerations afdækning af den multinationale koncern Union Carbide Corporation og de miljøkatastrofer, dén har ansvar for i både West Virginia og Bhopal i Indien. UCC er skinbarlig virkelighed, inklusive de store forbrydelser bag den store formue. Mens arbejdersønnernes – og et par døtres – forfløjne og vidt forskellige liv selvfølgelig er lige så meget digt. En bliver hjemme ved værket, en anden kommer højt på strå i koncernledelsen. En går målbevidst i hundene, mens en anden må omvejen ad embedseksamen og kontorcheftitel, før han ender som kværulantparanoiker. En søster bliver gift med en inder fra Bhopal, mens en anden, Janne Angelika med englerøsten, såmænd bliver countrysangerinde med eget mobilhome. Således kringsatt af jævnaldrende venner, om end en splittet skare, aftegner fortælleren det postmoderne samfunds udflydende klassemønstre. Og modstiller det diskret med skildringen af fædrenes stålsatte slid i det 20. århundredes kampe med både arbejdsmarkedets og naturens love – under tilsvarende enklere politiske modsætninger. Mere kalejdoskop end kikkert Ad den vej kommer vi endda med sjakkets finske socialist, Jorma Törmänen, helt tilbage i erindringen til den finske borgerkrig 1918 og den nordiske lyrikmodernismes tvivlsomme vugge: »Alle de finlandssvenske forfattere valgte den hvide side« i borgerkrigen mod de røde, konstaterer fortælleren; ikke kun de erklæret reaktionære, men »også Hans Ruin, Runar Schildt, Södergran, Björling, Diktonius, Rabbe Enckell. Alle. Alle«. Fløgstads ekskurser er alle begrundede, men kræver en vis tålmodighed. Og diverse mottoer, der som guirlander af e-mails er hængt op mellem kapitlerne, har jeg ikke orket – eller savnet – at dechifrere. Vanen tro fra de fabulante forgængere ’Plat og krone’ og ’Paradis på jord’ skuer han viden om, men snarere med kalejdoskop end med kikkert: Det er det samme globalt sammenfiltrede, men lokalt splintrede nutidssamfund, han danner stadig nye fortællemønstre af. Denne gang så godt, at han for anden gang – første gang var det for ’Fyr og flamme’ i 1980 – har fået den norske Kritikerpris for romanen, som radiolytterne desuden har kåret til Årets Roman. Man forstår dem: Fløgstad skriver ikke reklamer, men »noget, som nogen ikke bryder sig om« – og vi andre ikke kan få nok af.
