PARCELHUSDANMARK BLIVER virkelig behandlet i skønlitteraturen for tiden. Andet ville da også være mærkeligt. Og måske er der heller intet nyt i det; for eksempel rinder både Finn Søeborg og Leif Panduro læseren i hu, når man læser den 40-årige læreruddannede Mette Rosenkrantz Holsts romandebut om Tårnkærvej i Køge Bugt. ’Fællesarealer’ åbner med en stresset ejendomsmægler, der drømmer om at få Tårnkærvejs eneste interessante hus til salg. Så går vi tilbage i tiden, til da værftsarbejderen Jørgen Larsen for sine sparepenge køber en nyudstykket, sumpet sommerhusgrund for at »udfri sin kone og fem blege børn« fra en baggård i Valby. Siden sørger en konservativ borgmester for at få fordrevet de cyklende socialdemokrater og deler »tilladelser til helårsbebyggelser ud til højre og venstre. Primært til højre«. Da Jørgen Larsen som gammel enkemand – om den sidste på vejen – sælger sit gamle sommerskur, bygger parret Møller et topmoderne, blæret arkitekttegnet hus, som typehus-naboerne besigtiger i ly af tusmørket. Det er det hus, ejendomsmægleren senere drømmer om … Resten af romanen følger vi livet bag hækkene på Tårnkærvej, inklusive den hundeluftende lurer, den morfinmisbrugende psykiater, hvis kone tager hævn, den skyldbetyngede og sørgende astmatikerenke med den sorte bagage, den liderlige lærerfrue, hvis mand er under tøflen og så videre og så videre. Problemet med ’Fællesarealer’ er ikke, at den er kedelig; den er faktisk meget underholdende i de to timer, det tager at læse den. Men man fristes til at omdøbe titlens ’Fællesarealer’ til ’Laveste fællesnævner’. Denne bog er så fuld af ubearbejdede fordomme, at der nærmest er tale om genkendelsens glæde, når man læser om den kyniske psykiaters Wagner-lytning, om en ugeblads- og tilbudsavisafhængig hjemmegående husmor, om den dominerende Lizzys planlægning af vejfesten, om det unge par, der har blikket stift rettet på nabostandardens betydning for ejendomsværdien og om den infantile singlekvinde, der vil leve sit eget liv for fars penge. Psykiaterens kone møder vraget af sin sande kærlighed efter fyrre forfejlede år. Det er total, absurd nedtur – alligevel ender hun, stik mod al troværdighed, i hans favn. Der er glimt af hurtig patos og masser af situationskomik i ’Fællesarealer’, men ingen psykologisk dybde eller sammenhæng. Derfor er denne lille bog også glemt, så snart man lægger den fra sig.