Bekendelser kalder anmelderne begge de ny bøger, vi her udnævner til 'ugens'. Forfatterne er begge kvindelige journalister, og den ene har en iøjnefaldende tilknytning til denne avis, den anden en mere diskret ditto. Men dermed ophører vist også enhver lighed mellem dem. Og det meste af enigheden mellem deres anmeldere. Til tjeneste For Tine Eibys erindringsbaserede 'Til tjeneste - Dengang i 70erne' kalder den ene anmelder »en intelligent analyse af totalitarismens natur« (Politiken), mens den anden trods anerkendende ord beklager »dens manglende refleksion« (Berlingske). Til gengæld kaldes Bettina Heltbergs erindrings- og fantasibaserede 'George' »lidt mærkelig og meget spændende« (i JydskeVestkysten), varieret til »verdens længste kontaktannonce« (Weekendavisen, hvis anmelder dog er fornøjet), men også ligefrem »pinagtige poesibogsskriverier« (Ekstra Bladets anmelder er det modsatte af fornøjet). They were devils in disguise Tine Eiby er født 1957 og arbejder som journalist på Weekendavisen. At hun deler sin fritid med Politikens administrerende chefredaktør Tøger Seidenfaden, er egentlig ingen hemmelighed, men så lidt relevant i sammenhængen, at anmelderne diskret kan forbigå det. Hendes ungdom er hendes egen, og den handler det om her: Tine Eiby tilbragte sidste halvdel af 1970'erne på Tvind, i Nørrebros Beboeraktion og på RUC's samfundsvidenskabelige basisuddannelse. Og overalt stod hun med svingende ildhu 'til tjeneste' for autoriteter, der opfattede sig selv som revolutionære, men som virkede undertrykkende. But she's got wise: They were devils in disguise! Man(d) må mene I dansk dagspresse skorter det ikke på modne mænd, der har en mening om dén udvikling. Men det har Bent Blüdnikow nu også: »Hendes beskrivelse af tidens aktiviteter kan varmt anbefales«, for det meste »virker troværdigt og eftertænksomt«, og bogen er et »modigt opgør med den sentimentale opfattelse af tiden, der stadig dyrkes af den gamle venstrefløj«, skriver han i Berlingske Tidende. Men så let slipper hun ikke, for bogen savner »dybere refleksion over, hvorfor ungdommen gik amok«. Det er problematisk, at hun stadig tror, »idealisme som sådan ikke er dårligt«, finder eksaminator ganske vist, og endvidere en »mangel, at hun ser sig selv som offer«. Næ, »hun og hendes medkæmpere« fungerede selv »undertrykkende over for de underkuede masser i de kommunistiske lande, der ikke fik tilstrækkelig hjælp af den vestlige opinion, bl.a. fordi venstrefløjens stærke indflydelse umuliggjorde en samlet og stærk indsats«! Måske skulle man sætte en tyk streg under »bl.a.« i denne interessante makropolitiske teori? Søger selvransagelse snarere end fordømmelse Niels Lillelund har i Jyllands-Posten lettere ved at glæde sig over den ene omvendte fra dengang og mener venligt, at Eiby er »nået langt« med sin erkendelse af, at det er nødvendigt om også »sværere at stå alene end at være i flok«. Modig er udgivelsen, og dertil »befriende klar, i høj grad værd at læse og endog værdifuld som et personligt dokument« til senere studier i »den store ideologiske vækkelse dengang i 1970'erne«. At begge d'herrer savner mere (af deres egen) analyse hos Eiby, kunne måske hænge sammen med, at hun »søger selvransagelse snarere end fordømmelse«, som Jes Fabricius Møller skrev her i Politiken, hvor han tværtimod kaldte bogen »en intelligent analyse af totalitarismens natur«. På linje med ham mener Ole Grünbaum som gæsteanmelder i Tine Eibys 'egen' Weekendavisen, at bogen er »god læsning« om dengang, de »revolutionære ... »gravede sig paranoisk ned bag barrikaderne« som »de gode«. 70'ernes venstreorientering 60'er-provoen fortsætter derpå sin egen historieskrivning: »Men folket, som man skulle tjene, valgte med stor visdom at tage det bedste fra 60'er-oprøret, retten til individuel frihed, og forkaste den forkvaklede studenter-socialisme. Tak for det!«. Og her viser det sig minsandten, at »70'ernes venstreorientering« ikke alene er skyld i forlængelsen af den kolde krigs lidelser østpå, som Blüdnikow mener, men efter Grünbaums mening herhjemme har »banet vejen for Dansk Folkeparti og den nye kulturnationalisme, som i dag genopfører 70'ernes vanvid«, bare med ombyttede roller. Heltbergs hybrid De fleste af Tine Eibys anmeldere benytter et klassisk kritikergreb, der følger opskriften: 'Jeg vil nu tage afsæt i en tilfældig bog til at udvikle mit eget nok så interessante syn på sagen og verden i almindelighed!'. Men dét greb har ugens anden bog snildt foregrebet ved åbenbart selv at følge opskriften: Bruge en mere eller mindre tilfældig skuespiller som »en indskydelse og et spejl« - for forfatterens selvbillede og verdensopfattelse. Helt sin egen Ingen selvlæsende dansker behøver svæve i uvidenhed om, at Bettina Heltberg, som er født 1942, er anmelder og skribent på Politiken, og mange ved nok også, at hun har været gift med Svend Auken. Nu behøver heller ingen være i tvivl om, at hun har en svaghed for 'George' - navnet på hendes bog om den lækre amerikanske skuespiller af samme navn og med efternavnet Clooney. Og dog? Ganske vist fortæller hun her blandt meget andet, hvem George har været gift med, men i hendes »besynderlige hybrid af roman, erindringer, essays og biografi« er George Clooney slet ikke hovedpersonen, skriver Berlingske Tidendes filmanmelder Ebbe Iversen. »Det er Bettina Heltberg«. Han giver to stjerner for dette hybridværk »af og om dagbladet Politikens filmanmelder Bettina Heltberg, der er vidt respekteret for sin store viden om teater«. To stjerner takserer også Henrik Queitsch de »pinagtige poesibogsskriverier« til i Ekstra Bladet, hvorimod en tredje filmanmelderkollega, Johs. H. Christensen, i Jyllands-Posten er fuld af nysgerrighed på en bog, der »gør sig en del tanker om George Clooneys penis, som - skriver hun - 'det er tydeligt, at han er stolt af', for 'den er stor'« - Politikens læsere genkender passagerne fra sidste søndags uddrag af bogen her i avisen. Bogen »ligner ikke nogen anden jeg kender«, noterer Christensen, men på plussiden, for Heltberg »skriver så godt, at hendes sætninger undertiden antager næsten aforismeform«. Stadigt yngre og vildere Lone Kühlmann gæsteanmeldte her i BH's egen avis »en meget mærkelig og dybt fascinerende bog«, og ugens anden kvindelige anmelder, Ulla Alsing Stangerup, forsøgte i JydskeVestkysten at definere den »meget spændende« bogs særart »som en blanding af dagdrøm og refleksion. 'Idoldyrkelse' handler for Heltberg om dagdrømmeri, der er almindelige menneskers måde at bevæge deres egne liv på«. »70'erne var fulde af kvindelitteratur om mænd, men dér var projektet frigørelse«, husker Niels Barfoed, der også har besvær med genrebestemmelsen i Weekendavisen, men »her er det alt andet. 'George' er omvendt udtryk for en meget bemærkelsesværdig frigjort hed«. Han indrømmer, at »det kan rable for B.H. Hun er forført af sin egen beundringsværdigt flydende pen«, skriver han i et stort overblik over hendes forrige bøgers »selvfremførelse« og shakespeareske optagethed af »magt og kærlighed« - men forført kan han vist selv være, af den »stadig yngre og vildere og mærkeligere Bettina Heltberg«. Opsummerende ville det øjensynlig klæde Tine Eiby at blive helt voksen, mens Bettina Heltbergs foryngelsesproces nødig skulle føre til, at hun går helt i barndom. Vi kan heraf udlede som ugens litterære erfaring, at der for kvinder på randen af bekendelseslitteraturen gælder en idealalder et sted mellem 48 og 64 år. Alt sammen ifølge mandlige anmelderes målestok - og déns størrelse og placering må vi vende tilbage til en anden gang.