Kunne man forestille sig en ophedet mediedebat blandt tidens åndselite om juletræet – pro et kontra? Næppe. Men i 1817 gik selveste Grundtvig til angreb på denne grønne himstregims, der havde sneget sig ind i de danske overklassehjem som hul og hedensk importvare fra Tyskland. Mens ingen ringere end guldalderdrengene Adam Oehlenschläger og Johan Ludvig Heiberg stod som idéens progressive fortalere. Nu er juletræets historie en af de mest fortalte, men dens bihistorier og vidt forgrenede mytologi – så som skrønen om, at selveste Luther skulle have indført traditionen – er stadig fascinerende læsning. Og Danmarks ubestridte juleekspert, Benno Blæsild, kan åbenbart heller ikke holde fingrene fra denne del af kulturarven; historikeren, der har været museumsinspektør i Den Gamle By i Aarhus og skrevet adskillige værker om julens kulturhistorie, har begået endnu en (gløggfarvet) sag med noteapparat, kildekritik og altså et fyldigt afsnit om juletræet – og ikke mindst dets pynt. Nissens indtræden i den store julehistorie At forgyldte kartofler var meget comme il faut på juletræerne i 1700-tallets Berlin er for mig således ny viden, der nok kan inspirere i nødens stund, når vi nærmer os den 24. Men også nissens indtræden i den store julehistorie, sæder, mad og skikke i land og by får kloge ord med på vejen samt rigtig fint kommenterende illustrationer, der vækker den slumrende kreativitet til live: Adam Oehlenschläger, for eksempel, »eksperimenterede« ideligt som Blæsild skriver, med julens traditioner i sit hjem på Kgs. Nytorv. Blandt andet dyngede han halm op i stuerne og byggede en granhytte, som han og børnene kunne bruge som højtlæsningshule. Og hvorfor egentlig ikke? Hjemmet bliver alligevel omdannet til én stor astmaprovokerende kompostbunke af dryssegran og støvsamlende halmhalløj, når vi nærmer os midten af december. Eller endnu mere rustikt og noget mere pikant kunne man kopiere en skik fra 1600-tallet, hvor hele husstanden hoppede i halmen sammen julenat på det strøede stuegulv. Folkelig juleevangelist »Dermed delte man så at sige leje med frelseren og omdannede hele rummet til en slags forløber for julekrybben«, som historikeren nøgternt konstaterer. En tur i julekrybben altså. Jo, julestemning kan være mange ting. Og Benno Blæsild har næse for alle julens glæder. Som en sand, folkelig juleevangelist prædiker han åbensindets sag og minder vor tids julefornægtere om, at de fugtige firmafrokoster og det store gaveræs sådan set har rod i de allerældste skikke; at julebryg og julegaver er »julens hjerte«. Den løsslupne side af spøgen går således helt tilbage til 16-1700-tallets julestuer, hvor man drak som bæster og legede mere end lysteligt, hvilket salig Holberg dokumenterer og kommenterer i komedien ’En Julestue’, i hvilken Jeronimus vånder sig over de mange mødomme, der ryger ved slige fester! Og hvad angår gaveregnen, så trækker Blæsild også på litterære kilder med en skøn reference til det møgforkælede og samspilsramte skilsmissebarn, førnævnte Johan Ludvig Heiberg, der i det gyllembourgske hjem i Bredgade i København, væltede sig i pakker. Muntert beskrevet i et nytårsbrev fra 1807, da mors dreng var 15 år gammel. Dansk eksporteventy Nuvel, ’Julens traditioner’ er for fanatikere, og man skal være julepynten meget hengiven for helt at dele Blæsilds ildhu, når han i de-tal-jer – med H.C. Andersen ved hånden – gennemtraver det flettede papirhjertes krøllede vej til det danske juletræ og med stoltheden struttende ud mellem linjerne konkluderer, at juletræshjertet er et »lille dansk eksporteventyr«. Men de mange anslag til en egentlig ’litteraturens julehistorie’ er virkelig guf. Og hvis Danmarks førende juleekspert har flere bøger i ærmet, bør det være en om den europæiske litteraturhistorie set i julelampens lys. Juletræsfejden Tænk bare på den højborgerlige buddenbrookske jul, før Thomas Mann lader alting falde fra hinanden. Eller Ibsens julestemning med ildevarslende undertoner i ’Et Dukkehje bm’ ... Apropos juletræsfejden i begyndelsen af 1800-tallet, så blev Grundtvig omvendt, da han blev far med ansvar for andet end de rigtige meninger. Ja, han skrev jo ligefrem salmen ’Da sender os Gud et juletræ’, som Blæsild citerer side om side med en skummel tegning af danske Grundtvig, der bortset fra præstekraven, i sandhed ligner engelske Scrooge! Men det er jo et helt, helt andet og elskeligt juleeventyr.