Herrefrisører, vascometre, værtshuse med falske westernfacader. Fine hattebutikker og lurvede lotterikontorer på tredje sal. Anløbne facader og skæve skilte. I et par år har forfatterne Søren Ulrik Thomsen og Jokum Rohde slentret systematisk gennem storbyen med et fotografiapparat. I en ny bog 'København Con Amore' fremkalder de et ramponeret, men også rørende billede af hovedstaden. »En by, man kan fortabe sig i, kan man også gå fortabt i, og det giver et sug i mellemgulvet, når den sociale slugt åbner sig lige foran skoene på én«. Læs her uddrag fra bogen. Uddrag - af Søren Ulrik Thomsen Kolossal, kompleks og kompakt - sådan skal en storby være, hvis den skal fortjene sit navn, og hvis man skal kunne gå vild i den. For at fare vild er vigtigt i mere end én forstand. Byen skal friste strejferen til at give efter for en pludselig indskydelse, dreje til højre og følge en grå og endeløs sidegade, indtil han har mistet orienteringen og befinder sig på en lille trekantet plads, bag hvilken endnu en sidegade må føre mod stadig nye kvarterer hinsides de oplyste boulevarders førergreb. På sine planløse vandringer kan man så få sat fantasien i kog ved at spekulere over, hvordan en butik på prosaiske Sallingvej er kommet til at hedde 'Phnom Penh systuen' (flygtninge fra Pol Pot?), og et par numre længere henne ad samme vej kan man overveje, om det nu er klogt at overlade sine regnskaber til 'A.B. Revision', når firmaet samtidig tilbyder piercinger (samt import/export fra Polen og Kina)? Og hvad gemmer der sig mon sig bag dørskiltet 'V.I.P. Club/Memory-2001/Kun for medlemmer/V-A-H' i Rantzausgade 64? Har man blik for dem, vil alle slags poltergejster på visit fra de forskelligste fortider snart begynde at danse for øjnene af én: På Lille Triangel kan man dvæle ved mindesmærket, som Foreningen til Dyrenes Beskyttelse har rejst over en henfaren hundeven (»Lauritz Smith, Den meget oplyste Mand, Den nidkiere nyttige Skolelærer, Den saare udmærkede Prædiker, Den for almeenvel utrættelige Tænker og Arbeider, Den trofaste Ven, Den til Beundring Veldædige, Den sande Hæderværdige«), og på Vesterbrogade skal Burger King moderniseres, og i dagene imellem, at den gamle facade er pillet ned, og den nye sat op, træder som i en palimpsest en endnu tidligere frem: 'ABCcafeteria'. ABCcafeteria! Midt i 60'erne skulle dét have været et af byens smarteste steder, så her har Jørgen Leth helt sikkert siddet i et par ruskindssko og en flaskegrøn fløjlsjakke og skrevet et par noter om Godard. Og imens man driver igennem gaderne, forestiller man sig, at man kunne have haft alle mulige andre liv end dét, man har. Man kaster et blik op imod lyset fra suiterne på toppen af SAS-hotellet og ser sig selv som flamboyant rockstjerne (der om lidt vil smadre hele Arne Jacobsen-møblementet), eller som den anonyme efterretningschef, der forpint af alle de mørke hemmeligheder, han bærer rundt på, må nappe endnu en drink fra minibaren. Eller måske kunne man være ham den lille, duknakkede fyr, der netop nu smutter ned ad Colbjørnsensgade for at formøble hele friværdien på 'Kakadu's langstilkede piger? Ja, en by, man kan fortabe sig i, kan man også gå fortabt i, og det giver et sug i mellemgulvet, når den sociale slugt åbner sig lige foran skoene på én, og man stirrer ned på narkomanen, der med bukserne gledet ned om røven ligger og sejler i sit eget bræk, for det kunne jo udmærket have været én selv, hvis man ikke tilfældigvis havde været helt anderledes heldig. På et sådant strejftog får forestillingsevnen konstant tilført næring og potenseres yderligere af, at det i storbyen jo slet ikke er utænkeligt at skifte livsbane ved en hasarderet overhaling, en panikopbremsning eller blot en lille diskret undvigemanøvre. I provinsen vil man resten af sit liv blive genkendt som sin fars søn og som ham, der stjal af kassen og blev bortvist fra sin læreplads hos elektrikeren i Algade, men her i København kan jeg, selv de dage, hvor jeg hårdt spændt for af forpligtelser styrter fra det ene kontor til det andet, blive let om hjertet, når det slår mig, at jeg bare behøver at dreje om næste hjørne for at være et sted, hvor ingen kender mig, og hele livet kan begynde forfra. Skulle man melde sig ind i det kommunistiske parti eller søge optagelse i 'Cirkel-Ordenen' og bo inkognito på 'Hotel Continental'? Eller måske valse rundt som genfødt kristen i 'Amagerbro Frikirke'? Nej, så er det nok alligevel mere sandsynligt, at man en dag vil skære igennem og løse alle sine problemer ved i stoisk ligegyldighed over for tilværelsens op- og nedture at åbne en lille frimærkehandel på Enghave Plads. Man skal kunne fare vild, for ikke blot er det en af de største herlighedsværdier i Det Moderne, at mennesket ikke nødvendigvis er livslangt bundet til dén sociale identitet, man fik i vuggegave, og omvendt åbner storbyens endeløse muligheder også for en indsigt i, hvem man måske i grunden er, fordi man via sine vildfarelser erfarer, hvem man i hvert fald ikke er. Som alle andre fortrylles jeg af de kig ned gennem den københavnske histories arkæologiske lag, som billedkunst og litteratur (samt selvfølgelig fotos og filmstrimler) tilbyder: Fra Vilhelm Hammershøis Frederiksstad over Erik Hoppes Søndermark til Folmer Bendtsens Nordvestkvarter og Ib Spang Olsens baggårde, fra Herman Bangs nyfødte storstad over Knud Sønderbys skumrende akvarelby frem til Dan Turèlls hårdkogthed med glimt i øjet og Michael Strunges neonblå natmaskine. Men det er ikke nogen hemmelighed, at allerhøjest elsker jeg 70'ernes København. Med skrækblandet fascination mindes jeg den kompromisløse tarvelighed i et årti, hvor shampoo og marmelade forhandledes i 2-liters dunke, hvor man gik rundt med 20 Look i brystlommen på sin Baronskjorte, hvor der blev danset til T Rex på diskotek Revolution på Åboulevard (tre etager, lys i gulvet og lilla velour på væggene), hvor man i spisefrikvarteret kunne finde på at fortære et udhulet franskbrød fyldt med flødeboller, hvor de klejne 'fremmedarbejdere' stablede sig op med svenskerhår og plateausko, hvor der på hvert andet Nørrebrohjørne lå en 'partiforberedende' maoistisk udbrydergruppe, hvor der var hår på karamellen i Weekendsex og min fætter Frantz inviterede mig i Saga Bio for at se 'Vampyren jager hotpants'. Dengang København var grå. En sen novembereftermiddag, hvor det svindende dagslys, dis og støvregn slører konturerne, dæmper farverne og får lyset fra bilernes lygter til at fosforescere i skumringen, kan jeg rammes af en vild indre lykke. For pludselig ligner København 'sig selv': Alle de facader, der i 1972 stod og ulmede af hundrede års patinering og i de senere årtier enten har fået med højtryksspuleren, så de fremstår som nyopført murværk, eller er blevet farvesat efter lyset i middelhavslandene, glider ind i halvmørket og gløder som gengangere i den ægte københavnske farve, som er grå - grå som kystklimaet og det svale nordiske temperament, grå som havet, himlen, regnen, asfalten og dækslerne, ja, og grå, som det skønne Kommunehospital (jeg i skrivende stund kan se fra mit arbejdsbord) gudskelov stadigvæk er. På en sådan eftermiddag opfyldes jeg af to følelser, der ellers skulle udelukke hinanden, nemlig; at nu er virkeligheden og hverdagen tilbage, og om lidt vil jeg gå ind i nr. 23 og op på fjerde, hvor min mor venter med varm kakao og musikken simrer fra køkkenradioen, og på samme tid mærker jeg en stor fest tage fart i mit hjerte, for nu er jeg jo samtidig tilbage, hvor det hele begyndte og en hemmelighedsfuld verden strakte sig til alle sider, mens jeg fuld af forventning sidder på mit værelse ud mod baggården og drømmer om min fremtid til den fjerne lyd af St. Kongensgades trafik, der suser som alle de store ting, der skal ske. Uddrag af Jokum Rhode Café Stefan på hjørnet af Heinesgade og Nørrebrogade er kendt for to ting: Plastikmuraliet på bagvæggen af en mørkgrøn elysisk have med en mystisk hvid pavillon ved bredden af en lille ø, samt de klassiske marmorkager i kageklokken, de rigtige skårne marmorkageskiver, der blev spist på gamle narkomancafeteriaer fra forn. Måske er de der stadig i ældrehjemmenes spisesale og på sportsklubrestauranterne, men herude i gadernes vindomsuste væv er det Café Stefan, der kalder, når munden lyster efter smuldrende sødme og smagen af sorg. Gæsteklientellet på Café Stefan er også værd at nævne. Det er hovedsagelig døve misbrugere, der kommer her, hvilket gør, at skænderierne og slåskampene er særlig voldsomme og skingre. Alle her har høreapparater og taleskader, og det hjælper bestemt ikke, at serveringsdisk-kineserne heller ikke taler dansk og desuden har et meget iltert temperament. Lokalet er dybt og forgrener sig videre ind i to aflange halvlokaler hvis skjulthed minder en smule om Postillonen i Istedgade, grønlænder-drukhullet på første sal. Efter at Postillonen havde mistet sit svajende skilt, og barbogstaverne var faldet af dens nedflækkede facade - et sikkert dødstegn - levede den videre, navnløs og glemt i et halvt år. Jeg vovede mig derind en nat sammen med Christian Friedländer. I de første to trælokaler, vi gik gennem, sad der ingen, tilbage var kun træborde og træstole sømmet fast til trægulvet. Men i de to inderste lokaler, hvoraf det ene var selve barlokalet, defineret af at her var der flest ølkasser, lå stadig otte-ni grønlændere og sov. Fra en loftsradio spillede der tyske popsange, hvis technoomkvædsstønnen kunne minde om pornofilmlyden, man falder i søvn til på Hotel Cabinn på Vodroffsvej. Postillonen lukkede ikke længere, stedet kørte sig selv ihjel på et fireogtyvetimers skift. Men tilbage til Café Stefan. Den eneste gang, jeg har følt mig hjemme på denne kaffebar, var med islændingen Anna Maria tilbage i efteråret 1994. Vi var flerdagesfulde og sad og holdt hinanden i hånden og snakkede en hel dag her. Dengang var stedet ikke kinesisk-ejet, men klientellet var det samme. Om formiddagen havde vi spist morgenmad på et grillkafeteria under højbanen i et lille lokale med gamle, fedtede papreklameskilte fra 1960'erne på væggene. Udenfor blev det oktoberblåt. Vi gik ud i aftenen og krydsede tilbage til Gammel Kongevej, der var vores faste drukgade. Den eneste variation var, i hvilken ende man begyndte. Det var bedst at begynde oppe på Diplomaten og så drikke sig nedad mod Amigo Bars små intime lokaler, hvor man kunne få lov til alt. Vi kunne ikke tage hjem til hende, idet Anna Maria boede sammen med en stakkels udenlandsk fyr, hun havde lokket halvvejs over kloden med sit magiske udseende og sin islandske anatomi. I mellemtiden havde hun mødt mig og hermed et drukhumør og et ængsteligt sind, i hvilket hun vejrede selvødelæggelse. Og det var den, vi var i gang med. I lejligheder og på hotelværelser kunne vi intet stille op med hinanden, men på barer, natklubber og morgenværtshuse blussede en kærlighed op, der mest af alt mindede om de skrattende sange, der lød på Hausners Bodega, City Pub og Step inn på Strøget. Tilfældige sange bestilt af fremmede hænder på en jukebox. Det havde dog ikke altid været sådan mellem os. Det hele var startet rigtigt, i en lånt lejlighed i Westend. Idet jeg trængte op i hende skråt over for Hotel West, lød regnen over Vesterbros mørke skiffertage og møre husmure. I det mørke, fremmede soveværelse lå vi bagefter, sært anonyme og forelskede i noget delvist kødeligt, delvis drømt. Morgenen efter vågnede jeg med et sæt og huskede, jeg skulle til vestkysten med min far for at fejre udgivelsen af Jonas' Bog. Jeg kunne ikke vække hende for at sige det. Jeg skulle aldrig være taget af sted. Efter at jeg kom hjem igen, kunne jeg ikke finde hende, men en dag så jeg hende ved et tilfælde inde på en Vesterbrobar. Jeg stod ude på gaden og kiggede ind på hende. Hun var den smukkeste pige, jeg nogensinde havde set. Hun fik fri klokken seks. Jeg ventede på hende på Hausners Bodega. Hun trådte ind fra aftenmørket i sin fantastiske smølfetrøje, der som alt hendes tøj var to numre for små. Her lovede vi hinanden at være sammen for altid og i evigheden også. Tilsammans i himlen, som Lee Remick siger i alkoholikerfilmen 'Days of Wine and Roses'. Og således blev det. På bunden af 1994 havde vi drukket os halvt færdige med kærligheden. Men den var ikke helt død endnu. Der var de her magiske dage tilbage, såsom dagen på Café Stefan, de her tomhedsstationer af druk og fortabelse, hvor København tager over, og man lægger planer, planer for næste år, hvor alt bliver bedre. Så længe alkoholen gør en forskel mellem hver bestilling, er der håb, og vores metode var som regel at skiftes til at hente oppe ved baren. Der var en anden dag for enden af det hele, som virkede således. Anna Maria boede nu i en kælder på Amicisvej i et beskidt og lurvet kollektiv. Vi vågnede op sidst på formiddagen og krydsede snart op til Søndermarken. Hendes tykke pels fra New York og hendes lange, rødbrune hår mindede mig om hele auraen omkring Central Park og Chelsea Girls. Vi forsvandt i Valby og dukkede kun mentalt op en sjælden gang i timen i en omfavnelse eller et løfte om altid og altid og altid. Senere steg vi af en bus i Rantzausgade og købte flødeskumskager og tog hjem til mig og så gyserfilmen 'Candyman'. Udenfor var det mørkt. Hun havde en natkjole på, der igen var alt for lille. Jeg havde fortalt hende om Virginia Madsen, hvis bryster ligeledes var så voluminøse, at hun i scenen efter det første overfald må løfte hvert bryst op, for at lægen kan se om Candymans rustne krog også har flået hende dér. Jeg havde arbejdet i fem år på Jonas' Bog, siddet og ventet på ham i hver en forbandet krog af Vesterbro, og nu var jeg parat til at afsværge, jeg nogensinde havde skrevet den. Anna Maria kaldte det en latterlig roman og lo hånligt, de få gange jeg bragte bogen på bane. Men natkjolen på Anna Maria var gledet op igen. En måned efter var Anna Maria med barn, og vi tog til Reykjavik for at holde nytår. Hun ventede på mig i lufthavnen. Nytårsaften i skæret fra fyrværkeriet, der lyste op ud over isen og mørket og bjergene, sagde hun, det var ovre. Jeg bad hende om at beholde barnet, og hun sagde, hun ville tænke over det. Vi var tilbage i København fem dage efter. Det var min fødselsdag. Vi sad på en bar, da hun sagde, barnet skulle fjernes. Så skred hun. Jeg vidste ikke, hvor hun boede henne længere. Om syv dage skulle jeg til Tanger. Jeg havde købt nogle nye vinterstøvler, der på få timer havde slidt mine fødder til blods. Hver dag og hver aften gik jeg rundt i byen for at lede efter hende. Hun måtte ikke gøre det, det måtte hun ikke. Hver morgen og hver eftermiddag op til Amicisvej, forbi barerne, vi plejede at sidde på, forbi hvert et gadehjørne, hvor vi havde kysset. Men hun boede der ikke længere. Jeg hoppede over gitteret en nat og slog et vindue ind i kælderen og kravlede ind i kollektivet og tændte lyset på værelset, hvor hun havde boet. Hendes ting var væk. Men det var det eneste sted på hendes perlekæde af skjulesteder, jeg kendte. Så jeg gik op til Amicisvej alligevel dagen efter. Og dagen efter. Men hun var væk. Mine fødder blødte, mine tynde ruskindsfrakke blafrede i januarvinden. Snart gik flyet til Marokko. Sidst på måneden, efter Tanger, fandt jeg hende i en lejlighed i Istedgade. Barnet var fjernet, hendes ansigt var råt og koldt. Hun havde en anden lugt end den, jeg kendte. Hun lo, da jeg fortalte hende, jeg havde siddet i fængsel i Tangers havn. Jeg gik ud på Istedgade igen, det var stadig så helvedes koldt over det hele. København var som en spøgelsesby, hvor hvert et sted, jeg kendte, gav mig kvalme over at leve. Jeg brugte et halvt år på at lære ikke at sidde på en trappesten og vente på, at hun stod i gadedøren i Istedgade 101. Det var alligevel ikke hende længere. Så mange gange har jeg forsøgt at genskabe hende i piger, jeg har mødt, ja, jeg gør det den dag i dag i et pinligt og miserabelt forsøg på at genfinde Anna Maria. Kun få af vores steder er tilbage. Café Stefan, hvor de stadig sidder og skriger med deres underudviklede stemmebånd. Amigo Bar, hvor det samme udskud sidder aften efter aften og spejder efter gamle dage. Ellers er alt væk, det har jeg både set og hørt. De gammeldags cafeteriaer i Reykjavik, en færgeforbindelse, jeg tog en aften ud i en vinterstorm i Nordatlanten bare for at dø. Valby og Søndermarken en novemberdag med solen bag de nøgne træer og i hendes lange, lange hår. Men jeg vil aldrig forelske mig i København igen. Eller for at sige det på en anden måde: Der er stadig spørgsmål at stille en pige på Amicisvej, men både hun og jeg er væk.