0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Nostalgiske glimt af København

Mange ting får man først øje for, når de er lige ved at forsvinde, skriver Søren Ulrik Thomsen og Jokum Rohde i deres nye bog 'København Con Amore'. Bogen er fuld af kulørte billeder.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

ÆSTETIK. Gl. Kongevej 86C. Foto fra bogen.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Herrefrisører, vascometre, værtshuse med falske westernfacader. Fine hattebutikker og lurvede lotterikontorer på tredje sal. Anløbne facader og skæve skilte.

I et par år har forfatterne Søren Ulrik Thomsen og Jokum Rohde slentret systematisk gennem storbyen med et fotografiapparat.

I en ny bog 'København Con Amore' fremkalder de et ramponeret, men også rørende billede af hovedstaden. »En by, man kan fortabe sig i, kan man også gå fortabt i, og det giver et sug i mellemgulvet, når den sociale slugt åbner sig lige foran skoene på én«. Læs her uddrag fra bogen.

Uddrag - af Søren Ulrik Thomsen
Kolossal, kompleks og kompakt - sådan skal en storby være, hvis den skal fortjene sit navn, og hvis man skal kunne gå vild i den. For at fare vild er vigtigt i mere end én forstand. Byen skal friste strejferen til at give efter for en pludselig indskydelse, dreje til højre og følge en grå og endeløs sidegade, indtil han har mistet orienteringen og befinder sig på en lille trekantet plads, bag hvilken endnu en sidegade må føre mod stadig nye kvarterer hinsides de oplyste boulevarders førergreb. På sine planløse vandringer kan man så få sat fantasien i kog ved at spekulere over, hvordan en butik på prosaiske Sallingvej er kommet til at hedde 'Phnom Penh systuen' (flygtninge fra Pol Pot?), og et par numre længere henne ad samme vej kan man overveje, om det nu er klogt at overlade sine regnskaber til 'A.B. Revision', når firmaet samtidig tilbyder piercinger (samt import/export fra Polen og Kina)? Og hvad gemmer der sig mon sig bag dørskiltet 'V.I.P. Club/Memory-2001/Kun for medlemmer/V-A-H' i Rantzausgade 64? Har man blik for dem, vil alle slags poltergejster på visit fra de forskelligste fortider snart begynde at danse for øjnene af én: På Lille Triangel kan man dvæle ved mindesmærket, som Foreningen til Dyrenes Beskyttelse har rejst over en henfaren hundeven (»Lauritz Smith, Den meget oplyste Mand, Den nidkiere nyttige Skolelærer, Den saare udmærkede Prædiker, Den for almeenvel utrættelige Tænker og Arbeider, Den trofaste Ven, Den til Beundring Veldædige, Den sande Hæderværdige«), og på Vesterbrogade skal Burger King moderniseres, og i dagene imellem, at den gamle facade er pillet ned, og den nye sat op, træder som i en palimpsest en endnu tidligere frem: 'ABCcafeteria'. ABCcafeteria! Midt i 60'erne skulle dét have været et af byens smarteste steder, så her har Jørgen Leth helt sikkert siddet i et par ruskindssko og en flaskegrøn fløjlsjakke og skrevet et par noter om Godard.

Og imens man driver igennem gaderne, forestiller man sig, at man kunne have haft alle mulige andre liv end dét, man har. Man kaster et blik op imod lyset fra suiterne på toppen af SAS-hotellet og ser sig selv som flamboyant rockstjerne (der om lidt vil smadre hele Arne Jacobsen-møblementet), eller som den anonyme efterretningschef, der forpint af alle de mørke hemmeligheder, han bærer rundt på, må nappe endnu en drink fra minibaren. Eller måske kunne man være ham den lille, duknakkede fyr, der netop nu smutter ned ad Colbjørnsensgade for at formøble hele friværdien på 'Kakadu's langstilkede piger? Ja, en by, man kan fortabe sig i, kan man også gå fortabt i, og det giver et sug i mellemgulvet, når den sociale slugt åbner sig lige foran skoene på én, og man stirrer ned på narkomanen, der med bukserne gledet ned om røven ligger og sejler i sit eget bræk, for det kunne jo udmærket have været én selv, hvis man ikke tilfældigvis havde været helt anderledes heldig.

På et sådant strejftog får forestillingsevnen konstant tilført næring og potenseres yderligere af, at det i storbyen jo slet ikke er utænkeligt at skifte livsbane ved en hasarderet overhaling, en panikopbremsning eller blot en lille diskret undvigemanøvre. I provinsen vil man resten af sit liv blive genkendt som sin fars søn og som ham, der stjal af kassen og blev bortvist fra sin læreplads hos elektrikeren i Algade, men her i København kan jeg, selv de dage, hvor jeg hårdt spændt for af forpligtelser styrter fra det ene kontor til det andet, blive let om hjertet, når det slår mig, at jeg bare behøver at dreje om næste hjørne for at være et sted, hvor ingen kender mig, og hele livet kan begynde forfra. Skulle man melde sig ind i det kommunistiske parti eller søge optagelse i 'Cirkel-Ordenen' og bo inkognito på 'Hotel Continental'? Eller måske valse rundt som genfødt kristen i 'Amagerbro Frikirke'? Nej, så er det nok alligevel mere sandsynligt, at man en dag vil skære igennem og løse alle sine problemer ved i stoisk ligegyldighed over for tilværelsens op- og nedture at åbne en lille frimærkehandel på Enghave Plads.

Man skal kunne fare vild, for ikke blot er det en af de største herlighedsværdier i Det Moderne, at mennesket ikke nødvendigvis er livslangt bundet til dén sociale identitet, man fik i vuggegave, og omvendt åbner storbyens endeløse muligheder også for en indsigt i, hvem man måske i grunden er, fordi man via sine vildfarelser erfarer, hvem man i hvert fald ikke er.

Som alle andre fortrylles jeg af de kig ned gennem den københavnske histories arkæologiske lag, som billedkunst og litteratur (samt selvfølgelig fotos og filmstrimler) tilbyder: Fra Vilhelm Hammershøis Frederiksstad over Erik Hoppes Søndermark til Folmer Bendtsens Nordvestkvarter og Ib Spang Olsens baggårde, fra Herman Bangs nyfødte storstad over Knud Sønderbys skumrende akvarelby