Over stregen kan man komme på mange måder, men under besættelsen med værre konsekvenser end i normale tider: at ende som en af de 40.000 internerede i majdagene 1945 eller som en af de 400 likviderede danskere eller de 46 dømte og henrettede. ’Over stregen’ består af 35 biografier af danskere, der kom galt af sted under besættelsen. Mange af dem blev interneret i maj 1945 og anklaget og dømt under retsopgøret efter besættelsen, og de fleste frigivet igen i 1949-52 ved amnestierne af de landssvigerdømte. Det betød ikke, at alt var overstået eller tilgivet. De fleste havde svært ved at klare sig i det almindelige liv bagefter, og de følte sig udstødte og fordømte. Hvad var det for en ’streg’, som de overtrådte? Hvornår blev den trukket – af hvem – og hvorfor kom netop de 35 ud på den forkerte side? Det er spørgsmål, som den omfangsrige bog med taberbiografier forsøger at give et svar på, og dermed også en skildring af ikke alene retsopgøret, men også besættelsen og tiden inden set fra en anden side end de sejrendes. ’God dansk mand eller kvinde’ Stregen var først og fremmest national. Havde man offentligt tilsluttet sig besættelsesmagten eller de danske nazistpartier, var man ikke en ’god dansk mand eller kvinde’. Den stærke nationale bevægelse i efteråret 1940 trak stregen op, men den flyttede sig gradvist, og love og ministre gav ikke megen vejledning. Embedsmænd blev opfordret til selskabeligt samkvem med besættelsesmagten, men blev det for åbenlyst og langvarigt, endte man let på den forkerte side. Udhængninger i den illegale presse eller omtale i BBC’s danske udsendelser gav en mærkning, der ikke var til at slippe af med igen. Statsminister Vilhelm Buhl kunne i oktober 1942 opfordre til, at man hjalp politiet med oplysninger mod de uansvarlige sabotører. Det blev godtaget af de fleste på det tidspunkt, men blot et halvt år senere kunne det føre til en stempling faktisk at levere den slags til dansk politi. Samarbejdspolitikken skabte et mudret forhold til ansvar og ret, og opinionen flyttede sig, uden at det kunne aflæses i de kontrollerede medier. Sjældent en vej tilbage Var man tyskvenlig, antikommunist, havde venner eller partnere i nazistiske kredse eller havde søgt omgang med tyskere, så kunne man stå ved toppen af en rutsjebane, der endte, hvor man blev hentet af unge mænd med maskinpistoler og armbind. I løbet af 1944 under den egentlige terroristiske besættelsesperiode var der sjældent en vej tilbage. Det store flertal så modstandsbevægelsen som national og de, der var på den anden side, som unationale. Stikker og værnemager-betegnelserne blev brugt med løs hånd. Det er en temmelig broget flok, der er medtaget. Velkendte terrorister og mordere som Ib Birkedal Hansen og Henning Brøndum, højt profilerede østfrontfrivillige, nazistiske partifolk, antisemitiske propagandister, aktive kvindelige angivere, sabotagevagter og ’edderkoppen’, Svend Aage Hasselstrøm. Større bredde har bogen fået ved at medtage en række intellektuelle og skribenter, der endte på den forkerte side.
Nogle af dem ikke landssvigerdømt, men fradømt stilling og pension ved en særlig tjenestemandsdomstol. Blandt disse kunsthistorikeren Wilhelm Wanscher, arkæologen Mogens B. Mackeprang og juristen Vinding Kruse, der leverede artikler og radioforedrag til den tyske eller dansk-nazistiske propagandamaskine. Den økonomisk-politiske kollaboration har kun en enkelt repræsentant: Thorkild Juncker, direktør for Aarhus Oliefabrik.
Fra den modsatte lejr er modstandsfolk, der gik over stregen i deres modstandsarbejde: Faldskærmsmanden, der blev likvideret på grund af praleri på værtshusene, de dømte for en svagt funderet angiverlikvidering og BOPA-sabotørerne, der sprængte Café Mokka på Strøget i luften, et yndet samlingssted for tyske soldater og danske piger. De sidste blev dog aldrig stillet til regnskab for deres gerning, så for alvor over stregen kom de ikke hverken under eller efter besættelsen.
Et vidt galleri af forklaringer
De fleste af biografierne stiller spørgsmålet, hvorfor den enkelte endte på den forkerte side, og der er et vidt galleri af forklaringer: skuffede ambitioner, tilslutning til nazismen, påvirkning fra arbejde i Tyskland, selvovervurdering og psykologiske vurderinger fra mentalerklæringer. Justitsministeriets retspsykiatriske ekspert Max Schmidt, ’den gode læge’, spiller en stor rolle i udredelsen af forklaringer.
Med 27 forfattere, nogle erfarne og andre begyndere, er biografierne malet med mange slags pensler. For de besættelseskyndige vil de intellektuelle tabere byde på flest nye vinkler, og dertil kommer, at datidens akademikere ofte var mere farverige skikkelser end nutidens. Et sidestykke til bibliotekaren Holstein Rathlou, der året rundt cyklede gennem Århus i kjole og hvidt og med tropehjelm, er det svært at finde i dag.
Mange af biografierne bygger på materialet fra retsopgøret, og påvirkningen fra retsekstrakterne kan slå for stærkt igennem, når vi er blandt storstikkere og terrorister. De tvetydige typer er de mest spændende i forhold til ’over stregen’-temaet: Helmer Rosting, leder af Dansk Røde Kors, politimanden Vilhelm Leifer med efterretningskontakter til flere sider, socialdemokraten Børge Jacobsen, forfatteren Valdemar Rørdam og geografen Gudmund Hatt.
