Der er en særdeles interessant overrepræsentation af finlandssvenskere i den skandinaviske litterære modernisme. Derom vidner navne som Gunnar Björling, Elmer Diktonius, Hagar Olsson, Edith Södergran – og i levende live Tua Forsström, der debuterede i 1972 og modtog Nordisk Råds litteraturpris for knap ti år siden. Hendes poetiske kraft kan man nu få et indtryk af på dansk i form af Pia Tafdrups oversættelse af digtsamlingen ’Sange’, som udkom sidste år i Finland. Forsidebilledet er prydet af et jernbanespor, der togløst og øde skærer igennem en skov. Billedet slår motiver an – togtransport og store skove – samt i hvert fald én gennemgående følelse i samlingen, ensomheden, der lurer i en række af digtene. »Jeg ved at du er et sted ret tæt på og i mørket lyser«, lyder det allerførste digt, der bliver til en genkommende linje og en angivelse af den nærhedsfornemmelse, som ensomheden udfolder sig i forhold til. Digtene skaber et fortættet poetisk rum Digtene er for størstedelens vedkommende enten konstaterende eller konverserende og udstyret med forskellige sproglige signaler om, at de indgår i ikke nærmere bestemte sociale situationer. Det meste foregår imellem et jeg og et du, hvis nærvær og fravær synger en slags duet i Forsströms ’Sange’: »Men hvis du er ensom er jeg ensom«, sluttes der. Det foregår som regel på døgnets øde ydertidspunkter, der hvor forskellen mellem sovende og vågen tilstand, drøm og daglig virkelighed, så let bliver til en glidende overgang. Changerende mellem genkendelse og fremmedfølelse skaber digtene et fortættet poetisk rum, hvor såvel svarene som situationerne får lov til at hænge i luften. Forsströms ’Sange’ er et stærkt vidnesbyrd om den fortsatte vitalitet i den finlandssvenske litteratur.